Lyt til artiklen:

Efter kritik af tilsyn med spildevand kommer der nye tiltag fra Miljøstyrelsen

00:00
Hastighed: ???x
04:54

Rigsrevisionen kritiserer Miljøstyrelsens tilsyn med udledning af spildevand i perioden fra 2016 til 2022, herunder at Miljøstyrelsen har manglet overblik over, hvem der udleder spildevand, og hvor meget der udledes.

I en pressemeddelelse oplyser Miljøstyrelsen, at de tager kritikken til efterretning og følger op på den med en række tiltag, der skal understøtte et mere effektivt spildevandstilsyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rigsrevisionen kritiserer blandt andet Miljøstyrelsen for, at grundlaget for udvælgelsen af tilsyn er ufuldstændigt på grund af manglende indberetning af tilladelser fra kommunerne. Derudover har Rigsrevisionen fundet konkrete fejl og mangler i indberetningerne, som Miljøstyrelsen har overset.

Miljøstyrelsen er enige med Rigsrevisionen i, at et bedre overblik over udledningstilladelserne til forsyningernes renseanlæg og overløb vil styrke styrelsens tilsyn. Det er kommunerne, der som tilladelsesmyndighed er forpligtet til at føre register over de meddelte udledningstilladelser. Miljøstyrelsen vil fortsætte dialogen med kommunerne om, hvordan det kan sikres, at alle tilladelser indberettes. Selvom en udledningstilladelse mangler, fører Miljøstyrelsen stadig tilsyn med udledningen, står der i pressemeddelelsen.

rich-media-2
.

Miljøministeriet arbejder sammen med Miljøstyrelsen på at indføre en række justeringer i spildevandsbekendtgørelsen, som vil forenkle sagsgangene mellem Miljøstyrelsen, kommuner og forsyningsselskaberne ved udførelse af tilsyn med spildevand og styrke grundlaget for Miljøstyrelsens tilsyn. Det indebærer, at ansvaret for indberetninger af data om overløb flyttes fra kommunerne til spildevandsselskaberne. I dag foretager spildevandsselskaberne målinger, som de indberetter til kommunerne, der derefter indberetter dem i PULS-databasen. Med forenklingen spares et mellemled, der kan give risiko for fejlkilder.

Miljøstyrelsen arbejder generelt med at styrke spildevandstilsynet. I februar 2023 blev der gennemført en større omstrukturering af spildevandstilsynet, så tilsynsenhederne, der fører fysisk tilsyn med renseanlæg og overløb, er blevet koncentreret i færre enheder. Formålet er øget specialisering og forbedrede faglige fællesskaber, som styrker tilsynet.

Debat: Begrænsning af landbrugsjorden er i strid med proportionalitetsprincippet

Se også:

Debat: Begrænsning af landbrugsjorden er i strid med proportionalitetsprincippet

Ved omstrukturering af spildevandstilsynet arbejdes der blandt andet med nye og forbedrede processer og paradigmer samtidig med, at tilsynet digitaliseres og sættes ind i standardiserede formater.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kritik for tilsyn med særligt forurenede virksomheder

Rigsrevisionen kritiserer også, at Miljøstyrelsen ikke har levet op til lovkravet om løbende at revurdere tilladelser udstedt til særligt forurenende virksomheder og at styrelsen ikke har udført de lovpligtige fysiske tilsyn inden for tidsfristen for 11 særligt forurenende virksomheder.

Miljøstyrelsen er enige med Rigsrevisionen i, at 10 revurderinger af udledningstilladelser til særligt forurenende virksomheder ikke er afsluttet inden for den lovpligtige tidsfrist. Miljøstyrelsen har før sommerferien 2023 opprioriteret opgaven, forud for andre opgaver.

Miljøstyrelsen er også enige med Rigsrevisionen i, at 11 fysiske tilsyn med særligt forurenende virksomheder ikke er gennemført inden for den fastlagte tidsfrist. Miljøstyrelsen skal udføre et fysisk tilsyn på den enkelte virksomhed minimum én gang hvert tredje år. Dette betyder, at Miljøstyrelsen inden for en treårig periode skal udføre fysisk tilsyn med samtlige særligt forurenende virksomheder. Miljøstyrelsen vil fremadrettet justere processen således, at der skabes rum for at gennemføre de krævede fysiske tilsyn. Miljøstyrelsen bemærker dog, at udførelse af fysisk tilsyn i 2020 - 2021 blev besværliggjort af gentagne nedlukninger grundet corona.

Håndhævelse af Miljøbeskyttelsesloven

Rigsrevisionen konstaterer, at Miljøstyrelsen i perioden 2016-2022 næsten udelukkende har håndhævet miljøbeskyttelsesloven med henstillinger og indskærpelser. Rigsrevisionen har gennemgået 12 tilsynssager med i alt 21 tilfælde af ulovlige udledninger på grund af manglende tilladelser. Rigsrevisionen konstaterer, at Miljøstyrelsen i lidt under halvdelen af tilfældene ikke har brugt mulighederne for håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

Der arbejdes på at opdatere Miljøstyrelsens praksis for håndhævelse blandt andet for spildevandsområdet. Derudover arbejdes der også i 2024 med at opdatere Miljøstyrelsens overordnede håndhævelsesvejledning.