Lyt til artiklen:

KMC lander plus og investerer i innovationscenter

00:00
Hastighed: ???x
02:36

Fredag 18. november fremlagde KMC sit regnskab for 2021/22. Det blev et regnskab der, som mange andre, bærer præg af kraftigt stigende råvare- logistik- og energiomkostninger. Omkostninger der ikke har kunnet hentes hjem i salgspriserne. Det skriver KMC i en pressemeddelelse.

- Vores omsætning er højere end nogensinde, men krisen påvirker resultatet negativt, fordi vores processer er energitunge, og vi har lukket for samhandlen med Rusland, siger Jesper Burgaard, adm. direktør hos KMC.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nettoomsætningen for året landede på 2,328 milliarder kroner, og det er 250 millioner kroner mere end året før. Efter skat er det ordinære resultat på 138 millioner kroner, der samtidig er 21 millioner kroner mindre end året før, hvor resultatet endte på 158 millioner kroner.

For selv om råvaregrundlaget for KMC er forbedret, og produktiviteten højere, så har tårnhøje gaspriser givet lavere indjening. Det til trods for at KMC har lavet energimæssige tiltag, for at reducere afhængigheden af naturgas. En stoppet handel med Rusland tegner sig desuden for et tab omkring 16 millioner kroner.

Bygger nyt innovationscenter

Energipriserne og de usikre tider til trods kan KMC alligevel ane gode forretningsmuligheder i horisonten. Derfor har selskabet besluttet at bytte et nyt innovationscenter i umiddelbar tilknytning til hovedkontoret i Brande.

- Corona-pandemien er ved at miste sit tag, og nu handler det for os om at komme igennem den næste krise. Vi er fortrøstningsfulde, for plantebaserede fødevarer bliver mere og mere populære, og vi oplever stor efterspørgsel på vores forædlede produkter. Derfor vil vi investere yderligere i vores R&D-faciliteter, så vi fortsat kan levere morgendagens ingredienser til markedet, siger Jesper Burgaard og fortsætter

- KMC har altid haft fokus på at udnytte alle kartoflens gode egenskaber. Igennem forædling og innovation har vi skabt en forretningsmodel, der er født cirkulær og udnytter alle produktionens sidestrømme. Det arbejde fortsætter i de kommende år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På pengesiden forventer KMC en øget omsætning igen i 2022/23. Hvor hvis bare gaspriserne holdes på et forsvarligt niveau, vil det fortsat være attraktivt for kartoffelavlerne at dyrke stivelses- og pulverkartofler i 2023.