Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Energinet sænker beredskabet fra orange til gul
Efter en måned på beredskabsniveau orange - det næsthøjeste niveau - sænker Energinet i dag beredskabsniveauet i energisektoren til gul.
Energinet har meldt ud til el- og gassektoren, at beredskabsniveauet sænkes en tak, fra orange til gul. Det betyder, at beredskabet fortsat er forhøjet, og at Energinet og selskaberne i el- og gassektoren skal kunne opretholde dette beredskabsniveau i måneder, skriver Energinet i en meddelelse.
El- og gasvirksomheder kan skrue lidt ned for de ekstra foranstaltninger, som for godt en måned siden blev implementeret for at øge sikkerheden på for eksempel anlæg, bygninger og installationer, men skal fortsat holde et skærpet opmærksomhedsniveau.
Den 27. september, hævede Energinet - som ansvarlig for den overordnede drift af det danske el- og gassystem - sektorberedskabsniveauet i el- og gassektoren. Niveauet blev hævet til orange, som er det næsthøjeste beredskabsniveau. Det skete som reaktion på sabotagen mod Nordstream 1 og Nordstream 2 i Østersøen.
Konkret betød det blandt andet, at kravene til adgang til el- og gasanlæg blev skærpet, og overvågningen af anlæggene blev intensiveret. De konkrete tiltag varierer fra anlæg til anlæg, og af sikkerhedsårsager kommunikeres de ikke offentligt.
Fem niveauer
Beredskabsniveauet i energisektoren kan hæves og sænkes i kortere eller længere perioder i forhold til trusselsbilledet. Det sker efter en vurdering fra de relevante myndigheder. Og nu er vurderingen, at niveauet kan sænkes fra orange til gul. Det er dog vigtigt at understrege, at gult niveau stadig er et højt niveau, og at man i sektoren stadig er årvågen, hvad angår sikkerhed på anlæg og bygninger.
Tirsdag den 27. september blev beredskabet hævet til næsthøjeste niveau, orange, for både el- og gassektoren. Højeste niveau på skalaen er rød.
Energinet opdaterede de 3. oktober 2022 listen over ikke-beskyttede gaskunder på hjemmesiden for gasåret 2022/2023. Årsagen er, at Energinet har truffet afgørelse for ikke-beskyttede gaskunder, der har anmodet om at blive beskyttede gaskunder for det kommende gasår.
18 ikke-beskyttede gaskunder har anmodet om at blive beskyttede gaskunder. Energinet har imødekommet 3 anmodninger. Alle ikke-beskyttede kunder, der har anmodet om at blive beskyttede, har modtaget en individuel afgørelse.
En række fødevarevirksomheder som Arla Foods, Danish Crown og KMC Kartoffelmelsfabrik er såkaldt ikke-beskyttede kunder, der selv skal sørge for at afdække risikoen for et længerevarende svigt i gasforsyningen.