Lyt til artiklen:

Svinenoteringen stiger med 30 øre

00:00
Hastighed: ???x
01:26

Svinenoteringen stiger til 11,30 kr. per kg.

Der er ikke meget nyt på det europæiske marked for fersk grisekød, hvor efterspørgslen fortsat er behersket, skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

- Det er i højere grad udbuddet af slagteklare grise i Europa, der er i fokus lige nu, end det er efterspørgslen på de forskellige produkter. På den korte bane er der varer nok i Europa. Forårsvejret har været unormalt ringe, så markedet kan pludseligt ændre sig markant, men lige nu står vi i et vadested prismæssigt, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Efterspørgslen er generelt stabil. Et lavt udbud af skinker og forender understøtter markedet og bove, kamme, brystflæsk og bacon afsættes til stabile eller let stigende priser. Typiske grillprodukter som nakker og mørbrad halter derimod, fordi varmen fortsat lader vente på sig.

- Det er et underligt marked i øjeblikket. Alle er afventende, fordi det er umuligt at forudsige, hvor stor aktivitet der bliver i Europa hen over sommeren. Det kan komme til at gå stærkt, hvis folk for alvor giver den gas, når vi kan lægge COVID-19 bag os, men det kan også blive mere afdæmpet, fordi stort set alle byfester, musikfestivaler og endda Oktoberfesten i München allerede er aflyst, siger Lars Albertsen.

Til landene udenfor Europa er der en stabil eksport til Kina og Japan, mens interessen fra landene i Sydøstasien er stigende