Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
BL-landmand vinder retssag om vandløb
Bjarne Christensen fra landbruget Engholm I/S i Struer er ved Retten i Holstebro blevet frifundet for anklagen om på ulovlig vis at rense sit lokale vandløb op, skriver Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.
Ifølge Struer Kommune havde landmanden gravet både dybere og bredere, end vandløbet var i forvejen. Det benægtede han - og retten har nu givet landmanden medhold.
- Dén afgørelse gør mig da helt godt tilpas, som Bjarne Christensen formulerer det på beskedent nordvestjysk.
- Det var noget pjat, at der overhovedet blev en sag ud af dette her. Det havde selvfølgelig været nemmere for mig bare at rette ind og give op. Men jeg fik heldigvis Bæredygtigt Landbrug til at hjælpe mig. Og jeg håber, at dette her kan statuere et eksempel for andre landmænd, som overvejer, om de skal tage kampen op med systemet, tilføjer han.
Principsag
Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz understreger, at sagen er så principiel, fordi Bjarne Christensen - i øvrigt for blot anden gang nogensinde - har foretaget en helt normal oprensning af vandløbet. Ligesom så mange andre landmænd.
- Retstilstanden flytter sig en smule i den rigtige retning med denne dom, og det er vigtigt. Frifindelsen er helt fortjent, siger Nikolaj Schulz.
Bæredygtigt Landbrug henviste i sin tid Bjarne Christensen til Interlex-advokat Birgitte Nygaard Christensen, som nu har vundet sagen. Hun hæfter sig ved rettens begrundelse for afgørelsen. Her fremgår det bl.a., at anklagemyndigheden ikke har bevist, at genetablering af den påståede oprindelige tilstand i det private vandløb er nødvendig. Kommunen kan knap nok gøre rede for, hvornår man senest har besigtiget vandløbet.
- Det betyder med andre ord, at anklagemyndigheden skal kunne bevise, at det er nødvendigt at foretage retablering - også på domstidspunktet - før der kan ske domfældelse. Dét er et vigtigt moment, der kan få betydning i mange sager, lyder det fra Birgitte Nygaard Christensen.