Lyt til artiklen:

Stævner kommune i ammoniaksag

00:00
Hastighed: ???x
02:23

Abonnementsartikel

Bæredygtigt Landbrug og Danske Mælkeproducenter vil have efterprøvet generelle regler via sagsanlæg mod Vejen Kommune om ammoniakregulering.

Landmand Boe Lundgaard Thomsens kvægbedrift udenfor Holsted bliver centrum for et længe ventet retsopgør mod en forhadt ammoniaklov.

Det sydjyske landbrug med de i alt 350 køer er af Vejen Kommune pålagt at lukke indenfor 10 år - med henvisning til kravene om den såkaldte totaldeposition fra husdyrbrug til ammoniakfølsom natur. Dén afgørelse vil Bæredygtigt Landbrug have testet ved en retssag, der kan få stor betydning for mange andre bønder rundt i det ganske land, skriver Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har stævnet kommunen, men det her er en retssag om den specifikke ammoniakregulering. Sagen kommer til at afprøve de generelle regler, understreger Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz.

- Omkring 300 husdyrbrug står til at dreje nøglen om som følge af L12 (2010-2011, ændring af husdyrloven). I Bæredygtigt Landbrug accepterer vi ikke, at gode landbrug ødelægges, og at landbrugsfamilier helt uden grund skal gå fra hus og hjem på et både ufagligt og juridisk uholdbart grundlag. Alle er tabere ved det her, tilføjer Nikolaj Schulz.

Ejendomsrettens ukrænkelighed

Landsforeningen for Danske Mælkeproducenter (LDM) har valgt at biintervenere i retssagen og indtræder som støtte for Boe Lundgaard Thomsen. Foreningens formand Kjartan Poulsen forklarer, at myndighedernes restriktive pålæg reelt forhindrer landmændene i at udvide eller blot drive bedriften videre på et rentabelt grundlag:

- I disse tilfælde må myndighederne vælge mellem ejendomsrettens ukrænkelighed og opkøb eller ekspropriation. LDM kan ikke stiltiende se på, at man fratager vores medlemmer deres indtjeningsgrundlag. Lignende pålæg ses andre steder, og det bør stoppe, siger Kjartan Poulsen.

Boe Lundgaard Thomsen frygter naturligt nok for fremtiden efter den nylige kommunale revurdering af hans miljøgodkendelse. Men han glæder sig over opbakningen fra såvel Bæredygtigt Landbrug som Danske Mælkeproducenter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er godt, at nogen tager kampen op mod en sådan uretfærdighed. Vi har været her i 40 år, har forholdsvist nye bygninger, og så skal vi pludselig trues på vores eksistens. Det er utroligt, hvis samfundet kan få lov til uden videre at sabotere sådan en bedrift, og så ovenikøbet uden en ordentlig erstatning, lyder det fra landmanden.