Landbruget havde drømt om et rekordår, men det har corona sat en stopper for.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En analyse fra Landbrug & Fødevarer viser, at corona har kostet den samlede fødevareeksport 5,2 milliarder kroner. Hvis det fortsætter, vil det være 14 milliarder kroner færre, end man havde regnet med ved årets begyndelse.

Svinenoteringen er styrtdykket fra 14,30 kroner til 10,50 kroner, eksporten af minkskind er gået helt i stå, og i agroindustrien melder næsten halvdelen af virksomhederne om et fald i omsætningen på mere end 25 procent.

Ifølge Børsen ender det samlede tab for svineproducenter på 3,1 milliarder kroner.

- Prisfaldet i grisenoteringen betyder, at jeg på et helt år mister cirka 3,5 millioner kroner i indtjening i forhold til, hvis kiloprisen var blevet på de 14,30 kroner pr. kg i et helt år, siger Søren Foged Overgaard, der er svineproducent i Thisted, til Børsen.

Kan få langsigtede konsekvenser

Udviklingen ærgrer Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det skulle være et rekordår ikke mindst for eksporten, men billedet er helt anderledes nu. Det bliver et år, hvor vi er ramt på priserne, og hvor eksporten har det svært. Vi ligger væsentligt under, hvor vi gjorde sidste år.

- Det var nu, landbruget efter nogle svære år skulle tjene nogle penge. Det er nu aflyst, og det er ærgerligt. Det kan få langsigtede effekter på produktiviteten og indtjeningen i erhvervet, siger han til Børsen.