På søndag den 10. november og frem til lørdag den 16. november 2019 - med eksklusive dage den 10. og 11. november finder verdens største indendørs udstilling sted i Hannover: Agritechnica 2019.

DLG (Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft), som er arrangørene bag den store udstilling fortæller, at messen endnu engang er total udsolgt - også selvom der er cirka 50 færre udstillere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det skyldes primært, at nogle stande er blevet større, og derfor har vi en udsolgt messe, selvom der 'blot' er 2.750 udstillere mod 2.800 sidste gang, fortæller Marie Servais, projektchef for Agritechnica.

Hun fortæller også, at man forventer 445.000 besøgende, hvilket også er færre end for to år siden, hvor 457.606 personer lagde vejen forbi messeområdet i Hannover.

- Det skyldes primært, at der bliver færre og færre i branchen. Gennemsnitsalderen for landmænd i Europa er høj, og færre personer klarer arbejdet. Det er en tendens, vi vil se meget mere i de kommende år, spår Marie Servais.

Man forventer dog en stigning i udenlandske gæster, hvor man i 2017 havde det højeste antal udenlandske besøgende da hele 109.873 personer fra andre lande end Tyskland lagde vejen forbi. I år forventer man 115.000 udenlandske gæster.

Mange danske udstillere

I alt vil de 22 udstillingshaller dække 40 hektar og rumme 2.750 udstillere fra 51 lande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

60 procent af udstillerne kommer fra udlandet, hvor Italien er bedst repræsenteret med 366 udstillere fra det sydeuropæiske land. Kina kommer ind på andenpladsen med 158 udstillere, og Tyrkiet ligger på tredjepladsen med 113 udstillere. Derefter kommer Holland, Frankrig, Østrig, Polen, England, og Danmark finder vi på en niende plads med hele 58 udstillere. Interessant er det at se, at USA og Canada er repræsenteret på Agritechnica med henholdsvis 50 og 37 udstillere.

Hæder til komponenter

Computerspillet Farming Simulator fylder ret meget på Agritechnica, da man som noget nyt afholder Farming Simulator League, hvor der kæmpes om vigtige point i kampen om at kvalificere sig til verdensmesterskabet i Farming Simulator. Og desuden kæmpes der om en præmiepulje på 12.000 euro - cirka 90.000 danske kroner. Det hele kommer til at foregå i hal 32 på messeområdet i Hannover. Der bliver et stort område med en e-sports-scene og plads til et stort publikum foruden et VIP-område til inviterede gæster.

En anden ny begivenhed på Agritechnia er hæder til de bedste nyheder inden for System & Components afdelingen. Ligesom de store maskiner kæmper om sølv og guld-medaljer, så vil komponent virksomhederne nu kæmpe om hæder inden for System & Component. Det finder sted søndag aften, og Maskinbladet dækker naturligvis arrangementet.

Desuden vil du både op til, under og efter Agritechnica få det bedste overblik i hele branchen over Agritechnica 2019 på Maskinbladet.dk