Hos JSJ-agro i Nordjylland høstes årligt 150.000 tønder melkartofler. Det foregår på Birkelse Gods' lave arealer ved Limfjorden. De bløde og fugtige jorde gør det vanskeligt at grabbe kulerne op uden at få en pæn portion smuds med. Det har fået ejer Jens Jungersen til at overveje, om det vil kunne betale sig at investere i en pendlervogn.

- Vi læsser rigtig meget fra kule, og spørgsmålet er jo, om føreren af gummigeden skal hente alle kartoflerne op, eller om han skal skyde skovlen ind lidt oppe og dermed acceptere noget spild. Problemet ved at læsse af til kule med en bagtipvogn er jo, at vognen kører 10-15 centimeters dybe spor, og det skaber så ujævnt et underlag, at der kommer jord med op i skovlen, siger Jens Jungersen og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er især på dette punkt, at det kan blive økonomisk interessant for os at bruge en pendlervogn. Vi har lavet en rasendes masse beregninger, og vi er godt i gang med processen, men langt fra færdige.

rich-media-2
Jens Jungersen fra JSJ Agro påpeger udfordringen med smuds, når der læsses kartofler fra kartoffelkule. Den udfordring kan en pendlervogn løse. Arkivfotos: Morten Damsgaard.

I underkanten

Processen begyndte sidste år med prøvekørsel af en to-akslet pendlervogn fra den tyske producent Brettmeister.

- Efter testkørslerne regnede vi os frem til et fald i smudset på mellem to og tre procent i forhold til brug af bagtipvogn, siger Jens Jungersen. Han stiller sig dog tvivlende over for, om et mindre smudsfradrag alene kan forsvare en investering på over 1 million kroner.

- Desuden oplevede vi under testkørslen, at kapaciteten i én vogn faktisk var i underkanten til vores formål. Men vi ved, at producenten er i gang med at udvikle en tre-akslet udgave, som skulle være klar i 2020, så vi har endnu ikke afskrevet Brettmeister som en mulighed. Det er et godt produkt, og den renser kartoflerne pænt, lyder det fra Jens Jungersen.

rich-media-3
Belgiske Blum er også inde i overvejelserne hos JSJ Agro, blandt andet pågrund af en større kapacitet samt en anderledes opbygning af elevatoren, hvilket skulle give en mærkbart større aflæssehastighed.

Blum er inde i billedet

Han har dog også en anden vogn inde i billedet, og den er fra den belgiske producent Blum. Dels har denne en større kapacitet, dels har den en anderledes opbygning af elevatoren, hvilket skulle give en mærkbart større aflæssehastighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal sikkert et stykke ind i næste år, inden vi lander på en beslutning. Men foreløbig ser vi både store og små fordele i at anvende en pendlervogn. Den kan læsse af i en lang og smal kule, hvilket, jeg tror, vil gavne tørringen af kartoflerne. Desuden kan den jo også bruges til læsning af kartoffellæggeren, siger Jens Jungersen.