I dag producerer knap 50 landmænd OUA-grise til Danish Crown. Dyrene er opvokset helt uden brug af antibiotika.
Opdræt uden antibiotika startede for fire år siden efter både henvendelser fra danske landmænd, som ønskede at opdrætte disse grise, og fra henvendelser fra amerikanske producenter og samarbejdspartnere til DC, fortæller Søren Tinggaard, underdirektør i DC.
I dag slagter DC cirka 6.000 OUA-grise om ugen, men de forventer at antallet stiger til 7.500 grise i løbet af kort tid.
Danmark, Tyskland og Italien er DC's største markeder for OUA-grise, men også lande som Japan, New Zealand og USA er godt med.
Ingen antibiotika i kød
De særlige OUA-grise må ikke blive behandlet med nogen form for antibiotika, ellers mister de deres status som OUA-grise og bliver betragtet som konventionelle grise.
- Men det klart, at det ikke må gå ud over dyrevelfærden. Hvis grisen bliver syg, skal den naturligvis behandles for sin sygdom. Men det er også vigtigt at understrege, at der ikke bliver slagtet og solgt kød til forbrugerne, som indeholder rester af antibiotika. For hvert antibiotika-middel findes der en tilbageholdelsestid, inden dyret bliver sendt til slagtning og videre ud i køledisken, fortæller Søren Tinggaard, DC.
- Forskellen ligger i forebyggelse frem for helbredelse. OUA-produktion kræver langt mere manpower og management i bedriften, med blandt andet ekstra fokus på rengøring og sundhed. I forvejen har de danske landmænd et meget lavt forbrug af antibiotika og stor fokus på sundhed i stalden, siger Søren Tinggaard.
Søren Tinggaard vurderer, at OUA-grisene udgør cirka to-tre procent af samtlige slagtninger hos DC.
Kødet bliver solgt under betegnelsen Pure Pork og kun i Netto, under Salling Group.