Abonnementsartikel

I denne artikel ser advokat Jens Paulsen nærmere på rekonstruktionsbehandling.

Anledningen til denne artikel er, at jeg inden for de seneste par uger er blevet konfronteret med fire sager, som alle var kendetegnet ved, at der blev indleveret rekonstruktionsbegæring til skifteretten i aller-, allersidste øjeblik, og i tre af sagerne, der indholdsmæssigt lignede hinanden en del, blev der efter en ganske kort rekonstruktionsperiode afsagt konkursdekret.

Allersidste øjeblik

Det er nok alment kendt, at ubehagelige ting har vi mennesker en tendens til at skyde ud i fremtiden - det gælder sikkert også både rekonstruktionsbegæringer og konkursbegæringer. I de fire sager, jeg på den ene eller anden måde var involveret i/blev kontaktet i, var de tre sager af samme kaliber:

Efter forhandlinger mellem landmanden og dennes rådgivere og marginalpanthaveren må det konstateres, at der ikke kan opnås enighed. Velsagtens fordi landmanden/dennes rådgivere frygter, at marginalpanthaveren indgiver konkursbegæring, vil landmanden og dennes rådgivere komme en evt. konkursbegæring fra marginalpanthaveren i forkøbet. Det kan man gøre ved at indgive rekonstruktionsbegæring helt frem til på det møde, hvor konkursbegæringen behandles. Modtager skifteretten inden konkursbegæringens behandling en rekonstruktionsbegæring, stilles konkursprocessen i bero, og rekonstruktør og tillidsmand tager over som det makkerpar, der reelt forestår driften under rekonstruktionsbehandlingen sammen med landmanden. Efter gældende ret vil det være den, der begærer rekonstruktionsbehandling, der også har både ret og pligt til at pege på en rekonstruktør og en tillidsmand. Det vil derfor tilnærmelsesvis i alle tilfælde være skyldnerens advokat og en regnskabskyndig tillidsmand, der er bragt i forslag af landmandens revisor/økonomirådgiver eller rekonstruktør, der beskikkes som henholdsvis rekonstruktør og tillidsmand.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Den regel er de finansielle institutters brancheorganisation ikke begejstrede for. Spørgsmålet er dog, hvor stor eller reel betydning reglen har. Nødlidende virksomheder er stort set alle kendetegnet ved dårlig likviditet, og i og med der indledes rekonstruktionsbehandling, og der er ansatte på bedriften, stiger kravene til likviditeten som følge af, at lønmodtagerne har krav på, at der stilles sikkerhed for løbende løn og feriepengeforpligtelser med videre.

I tilnærmelsesvis alle tilfælde har landmanden ikke likviditet til at fortsætte driften, og det er uhyre sjældent, man ser, at en marginalpanthaver, der under forhandlinger har nægtet at tilføre likviditet, pludselig er indstillet på at tilføre likviditet under en efterfølgende rekonstruktionsbehandling, som man måske ikke direkte er imod, men som man dog i hvert fald ikke er indstillet på at understøtte. Er tilbagemeldingen fra marginalpanthaveren, at marginalpanthaveren ikke vil understøtte driften under rekonstruktionsbehandlingen, har rekonstruktøren kun ét at gøre: Han må straks give meddelelse til skifteretten om, at rekonstruktionsbehandlingen må antages at være udsigtsløs. I den situation skal skifteretten straks afsige konkursdekret. Dog skal skifteretten inden afsigelse af konkursdekret høre kreditorernes stillingtagen hertil. I mange tilfælde lykkes det imidlertid rekonstruktøren at få skifteretten til at afsige konkursdekret, uden at beslutningen på forhånd har været forelagt kreditorerne, herunder marginalpanthaveren - simpelthen på baggrund af et argument gående ud på, at der ikke er foder, og at et konkursdekret er absolut påkrævet. Når der afsiges konkursdekret i sådanne situationer, vil det typisk alene være rekonstruktøren, der er tilstede i skifteretten, og det har derfor vist sig, at det ofte vil være rekonstruktøren, der udpeges som kurator.

Dårlig udpegning

Den fremgangsmåde er alle finansielle kreditorer ikke lige tilfredse med. Holdningen er generelt, at der ikke har været en åben og konstruktiv dialog op til indledning af rekonstruktionsbehandlingen, og at der derfor ikke er den nødvendige tillid til, at rekonstruktøren i tilstrækkeligt omfang er kreditorernes mand i hans efterfølgende rolle som kurator. Godt nok findes der efter gældende ret regler, hvorefter der kan gennemføres et kuratorvalg, men disse regler er ikke egnede til landbrugserhvervet. I værste fald kan der gå op til 6 uger, før et kuratorvalg er gennemført. I bedste fald en halv snes dage.

I to af sagerne fik jeg spørgsmålet, hvad man som marginalpanthaver kan gøre i denne situation. Mit råd var, at i og med marginalpanthaveren får kendskab til, at der er indleveret rekonstruktionsbegæring til skifteretten, og der er sandsynlighed for, at rekonstruktøren vil meddele skifteretten, at rekonstruktionsbehandlingen er udsigtsløs, må marginalpanthaveren meddele skifteretten, at man ønsker enten at blive indkaldt til møde i skifteretten, hvor konkursbegæringen behandles, eller - såfremt dekret afsiges på skriftligt grundlag - anføre, hvem marginalpanthaveren peger på som kurator. Det er i denne situation, at man måske kan sidde tilbage med en fornemmelse af, at den oprindelige rekonstruktør måske mere har et fremtidigt kuratorhverv i tankerne, end reelt at være landmanden behjælpelig.

I én af de tre sager lykkedes det den oprindelige rekonstruktør at blive udpeget som kurator. Marginalpanthaveren i denne sag har efterfølgende tilkendegivet: Det kommer aldrig til at ske igen.

Af ovennævnte kunne man få den opfattelse, at det aldrig vil være forsvarligt at indgive rekonstruktionsbegæring, hvis marginalpanthaveren ikke er enig i dette tiltag. I situationer, hvor der er tilstrækkelig finansiel basis til at drifte virksomheden under rekonstruktionsbehandling, kan det være fornuftigt med rekonstruktionsbehandling. Det var blandt andet tilfældet i en sag, hvor en landmand og ejendomsbesidder gennem flere år havde "bøvlet" med et pengeinstitut, og hvor der nok også efterhånden var opstået et dårligt klima mellem nogle af medarbejderne i pengeinstituttet og skyldneren. Essensen var i hvert fald, at skyldneren ikke tog ad notam, at banken ønskede balancen slanket. I sagen var der involveret i alt fire advokater. Jeg var tredje advokat i rækken. Jeg blev involveret i sagen umiddelbart før der var aftalt skifteretsmøde med henblik på afsigelse af konkursdekret på baggrund af en begæring fra marginalpanthaveren. Det blev aftalt, at skyldneren fik 14 dage til at komme med et afviklingsforslag. Et sådant blev udarbejdet med dels slankning af balancen, dels nedbringelse af gælden til banken. I løbet af cirka 1½ døgn tilkendegav banken, at man hellere så en konkurs, og der blev efterfølgende indgivet konkursbegæring igen. Skyldneren kontaktede herefter en ny advokat - den 4. i rækken - der umiddelbart før behandlingen af konkursbegæring nr. 2 indleverede rekonstruktionsbegæring. Det kan af cirkulærebrev modtaget under rekonstruktionsbehandlingen konstateres, at der blev udpeget to rekonstruktører, dels skyldnerens advokat, dels marginalpanthaverens advokat.

Siden forhandlingerne efter første konkursbegæring løb ud i sandet, var der indhentet en vurdering af grus- og sandforekomster til en værdi af 94 millioner kroner, der skal ses i forhold til marginalpanthavernes tilgodehavende i niveau 22 millioner kroner Denne rekonstruktionsbehandling er mig bekendt fortsat verserende. Meget tyder på, at en gennemførelse af rekonstruktion vil være mulig. Bliver det af forskellige årsager ikke muligt, vil det dog næppe blive skyldnerens advokat, men derimod marginalpanthaverens advokat, der bliver udpeget som kurator.