I et år, hvor det sønderjyske mejeri Naturmælk har fusioneret med det nordsjællandske mejeri Øllingegaard, er rigtig mange ting lykkedes på kort tid - men dog ikke helt nok til at få et positivt resultat på bundlinjen. Det skriver Naturmælk i en pressemeddelelse.

- Vi er faktisk nogenlunde tilfredse med resultatet, omend vi dog havde sigtet imod et positivt resultat, siger direktør Leif Friis Jørgensen fra Naturmælk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han hæfter sig ved, at der på den fælles omsætning er sket en fin fremgang i løbet af året, at udbetalingen til landmændene er + 0,22 kroner pr. kg mælk i forhold til sidste år, samt at det er lykkedes at fortsætte den positive udvikling på begge mejerier.

- Resultat og året bærer præg af at en tilpasning af omkostningsstukturen på begge lokationer er igangsat, hvor vi dog har valgt at anvende et forsigtighedsprincip, hvilket også afspejler sig i resultatet. Dette sammenholdt med at priserne på markedet har haft en forsinkelse i forhold til, hvad markedet har kunnet bære, hvorfor de ønskede prisstigninger på økologisk mælk først har haft sin virkning fra primo 2017, gør at vi ikke kommer helt i mål med vores oprindelige forventninger til resultatet. Desuden har vi naturligvis investeret i fusionen, så i bund og grund giver det opnåede resultat i dette mejeri-år. siger direktør Leif Friis Jørgensen og fortsætter:

- Vi har oplevet at både andelshaverne, medarbejderne samt kunderne i fællesskab har udvist deres engagement overfor denne fusion og sammenlægning, så jeg ser derfor positivt på den fremtidige udvikling for De økologiske mejerier.

Både Øllingegaard og Naturmælk er nogle af pionererne indenfor økologisk mejeridrift, samt økologisk produktion, og producerer i fællesskab et bredt sortiment indenfor mælk, yoghurt, og andre syrnede varianter, smør samt et bredt ostesortiment, der afsættes til såvel den danske detailhandel, samt til det danske foodservicesegment; cafeer, restauranter, offentlige køkkener samt private kantiner.