AUSTRALIEN
Når danskere får nyheder fra Sydaustralien, handler det ofte om brandskader - meget sjældent om vandskader.
70 procent af de sparsomme dråber falder i vinterperioden, og derfor er der ikke noget grønt sommergræs. Med den ringe nedbør og meget høje temperaturer er plantevæksten i sommerperioden lig nul, men så har man til gengæld stubben efter høst, og med det rigtige tilskud af mineraler og protein kan den udnyttes, som var den en grøn dansk græsmark.
Straks efter høst i november-december bliver får og kreaturer sat ud på stubmarkerne. Specielt fårene er gode til at samle spildkornet op og for begge kategorier gælder det, at de også fortærer det fremspirede sommerukrudt.
Kødkvægproducent Jenny Chard, Mt. Compass, der ligger i den sydlige del af Sydaustralien, er til både stub og halm. Hun producerer kød fra 120 moderdyr, og en stor del af året foregår det med stub og halm som eneste foder. Gennem vinteren og foråret er dyrene på græs, og hen over sommeren og efteråret går de på stub, der suppleres med halm, efterhånden som den bides ned.
Satser på Angus
Besætningen er med større eller mindre indhold af Angus, men nu satser hun udelukkende på rene Angustyre, da de sorte dyr er eftertragtede i Australien og altid giver en merpris på markederne.
Når det er praktisk muligt at afgræsse stubmarkerne, skyldes det, at samtlige marker på en australsk farm er indhegnede. Hegnene er, hvad man i Danmark vil kalde fårehegn, et kvæghegn afsluttes med to rækker pigtråd, mens der til får er en eller to almindelige hegnstråde i toppen. Den konsekvente indhegning gør det også muligt at anvende vejene som drivgange.
Frit valg af mineraler
Når Jenny Chard og hendes kollegaer kan få kødtilvækst ud af halmstrå som eneste foder i rationen, er årsagen den, at hun systematisk tilbyder dyrene protein og mineraler efter et system, som bliver mere og mere udbredt i Australien - det såkaldte Indicator System.
Populært beskrevet er dette et cafeteria-system, hvor køerne selv vælger ud fra en række af mineral- og proteinblokke med forskelligt indhold. Erfaringen er den, at hvis kreaturet får lov til selv at vælge, opnås det bedste resultat, både når det gælder konstitution, tilvækst og økonomi.
Dyret vælger den blok, der tilgodeser dets behov, og det optager den korrekte mængde, hverken mere eller mindre - det vil sige ingen luksusoptagelse.
Dett gælder også, hvis blokken er med et højt indhold af melasse. Er dyrene i besætningen på forskellige stadier af for eksempel drægtighed eller laktation, er det indlysende, at behovet fra ko til ko er forskelligt, ligesom det varierer fra mark til mark og fra den ene sæson til den næste. Dertil kommer utallige faktorer som tilvækst, ydelse, drægtighed, organfunktion og fodersammensætning/-indhold.
Sikkert og økonomisk
Endelig kan mikromineraler som for eksempel kobber, kobolt, selen, jern og zink give ubalancer, enten fordi kreaturerne optager for meget eller hvis de optager for lidt. For selv den bedste fodermester er det ganske umuligt at registrere alle disse faktorer og sætte dem sammen i et mineralregnskab. Når køerne selv administrerer deres mineraloptagelse, er det ifølge de australske erfaringer ikke blot nemt og sikkert. Det er også økonomisk.
Skulle en eller flere af blokkene i cafeteriet ikke blive konsumeret det første års tid er der ingen grund til at fortvivle. Mineralerne er indstøbte i blokke og uden spild holder de derfor evigt - næsten. Når en blok er konsumeret, bliver den straks erstattes med en ny. Hvis dyrene kommer i underskud, hvilket jo er et problem i sig selv, og efterfølgende får adgang til en ny blok, for eksempel med lavt mineralindhold og stort indhold af urea, kan der være risiko for ureaforgiftning, idet blokkene indeholder op til 20 procent.
Urea er en billig proteinkilde, men man skal vide, hvad man gør - og hvorfor.
Mineraler i fire grupper
Mineralblokkene er opdelt i fire grupper, og princippet er, at man som et minimum vælger en blok fra hver af grupperne:
1. Et multinærende protein-/ureasupplement med 10-20 procent urea og mellem 28 og 35 procent protein med salt eller melasse som bærestof.
2. Balancerer bakteriefunktionen i vommen og stimulerer omsætningen af træstoffet. Stort indhold af sporstoffer.
3. Højt indhold af bypass-protein og med et reduceret indhold af urea (under 7 procent).
4. Med et højt indhold af bentonite (lermineral) stimuleres bakteriefloraen og gæringen i vommen.
Hvis behovet for protein dækkes i det afgræssede, vil eksempelvis en proteinblok fra gruppe 3. være uden interesse. Når blokken bliver konsumeret, er årsagen den, at proteinet i marken ikke længere dækker behovet, og dyret justerer straks for underskuddet.
Kød på stub og halm
Jenny Chard følger anbefalingen og vælger mindst 1 blok fra hver af de 4 grupper.
- Så ved jeg, at jeg er på sikker grund. Det er indlysende, at hvis jeg sætter kreaturerne ud på en stubmark uden samtidig at tilbyde dem mineraler og eventuelt manglende protein, mister jeg tilvækst. Jeg køber sjældent hø, men jeg er sikker på, at jeg med mit mineralprogram kan tillade mig at købe en vare med et relativt højt træstofindhold. Hvis jeg kan få høudbytte ud af en stubmark, burde hø af en ringere foderkvalitet ikke være et problem, bare det ikke er muggent, fastslår en målrettet sydaustralsk kødproducent. Efter 10-12 måneder på stub/halm og modermælk vejer de fravænnede kalve cirka 350 kg. (kalvene går hos koen gennem hele perioden).
Generelt er den australske jord fattig på mineraler, hvilket jo bestemt ikke gør det mindre aktuelt at være opmærksom på mineralforsyningen. På Jenny Chards lettere jord er det specielt kobber, kobolt og selen, der er i underskud. Fosfor er ofte i underskud overalt i Australien uanset jordtype.
Stubbens kvalitet
Stubbens kvalitet aftager selvsagt henover sommeren, og der er derfor en grænse for, hvor høj en stub, der kan efterlades efter mejetærskeren. Normalhøjden er 15-20 centimeter.
I denne sommer har det meste af Sydaustralien fået en rekordnedbør i januar, og kvaliteten i stubben er blevet forringet, hvilket gør suppleringstildelingen endnu mere aktuel.
Det hører med til historien, at overraskende mange sydaustralske farmere endnu ikke er blevet opmærksomme på de indlysende fordele ved at opgradere stubfodringen med mineral/protein. Mange nøjes med en saltsten, eller de overlader dyrene til stubben helt uden tilskud af nogen art med undtagelse af lidt hø eller halm, når stubben er brændt ud eller bidt ned.
I Danmark er cafeteriaprincippet måske mere kendt af kreaturerne end af deres fodermestre? På græsmarken prioriterer dyrene således specifikke ukrudtsarter ud fra deres indhold af mikromineraler.
Danske forhold
Det skal afslutningsvis erkendes, at udnyttelse af den danske stub i praksis er begrænset af den manglende hegning - men ikke umulig. Men principperne kan anvendes hvad med de vedvarende græsmarker? Der er sjældent meget potens i græsset fra august og indtil kvierne (besætningens avlsmateriale!) indbindes først/midt november. Kvierne får ofte noget supplerende halm, når græsset er brændt af, men det er kun fyldfoder og derfor ikke nok. Kødkvægproducenterne står overfor den samme udfordring. Måske lige netop her kunne danske kvægproducenter lære noget af deres australske kollegaer?
