Det går den helt rigtige vej med at sikre, at landbrugets brug af plantebeskyttelsesmidler sker på en miljørigtig måde og at afgrøderne ikke sprøjtes mere end nødvendigt.

Det viser helt nye tal fra Miljø- og Fødevareministeriet. Den såkaldte bekæmpelsesmiddelstatistik opgøres én gang årligt og den viser blandt andet, at belastningen af miljøet ved brugen af plantebeskyttelsesmidler er faldet med 18 procent siden 2011.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tallene glæder Torben Hansen, der er formand for planteproducenterne i Landbrug & Fødevarer.

- Det er meget positive tal. De kommer dog ikke som nogen stor overraskelse for mig. Vi har gennem en lang årrække arbejdet for at kunne kombinere effektiv brug af plantebeskyttelse med et stort fokus på beskyttelse af miljøet. Vores mantra i det arbejde er, at der skal sprøjtes så lidt som muligt og som meget som nødvendigt, og det er noget af det arbejde, vi høster frugterne af nu, siger Torben Hansen.

Han understreger, at danske landmænd i forhold til deres kolleger i andre lande er meget tilbageholdende med at spænde marksprøjten på traktoren.

- Vores forbrug af plantebeskyttelsesmidler er meget lavt set i sammenligning med andre lande i EU, der har tilsvarende klimabetingelser at producere under. Det er en klar indikation af, at vi i dansk landbrug arbejder meget målrettet og ambitiøst med at holde brugen af pesticider på et minimum, siger Torben Hansen.