Peter Lauritzen har valgt at træde tilbage som koncerndirektør for Arlas britiske forretning. Han erstattes af nuværende koncerndirektør i Arla Danmark, Peter Giørtz-Carlsen, fra 1. august 2014.

- Efter fire årtier i Arla føler jeg nu, at det er det rigtige tidspunkt at forberede min kommende pension. Jobbet som koncerndirektør i Storbritannien har været et af højdepunkterne i min karriere. Det har været en spændende opgave at integrere 2.800 britiske landmænd ind som medejere af selskabet, at åbne verdens største konsummælksmejeri i Aylesbury og varetage de vigtige relationer til vores kunder på Arlas største marked, siger Peter Lauritzen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Adm. direktør Peder Tuborgh roser den afgående direktør.

- Peter Lauritzen har haft en flot karriere i Arla Foods og har ydet en uvurderlig indsats i løbet af hans 44 år i selskabet. Han har haft en betydelig indflydelse på den udvikling og vækst, Arla har gennemgået, og under sin tid i Storbritannien har han spillet en meget vigtig rolle i udviklingen af Arla som et europæisk andelsselskab. Hans erfaring og energi vil blive savnet i koncernledelsen, og jeg ønsker at takke ham for alt, hvad han har givet til Arla, siger han.