Omkring 1100 ukrainere har i dag deres daglige gang i en dansk landbrugsstald. De er her på et halvanden-årigt praktikophold, som en obligatorisk del af universitetsstudiet i hjemlandet. De ukrainske praktikanter udgør omkring to procent af arbejdsstyrken i det primære danske landbrug. Det skriver Børsen.

Formanden for Danske Landbrugsskoler er bekymret for, at de ukrainske akademikere afholder danske landbrugselever fra praktikpladser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ukrainerne er ofte midt i 20'erne, når de søger praktik fra universitetet. Det giver dem en kæmpe fordel i forhold til en dansk elev, der typisk er 16 år, når han eller hun søger praktik første gang, siger Kaj Aage Højgaard, der er formand for Danske Landbrugsskoler, til Børsen.

Han oplever jævnligt, at de danske elever bliver fravalgt af bedrifter, som hellere vil have de ukrainske praktikanter, som har krav på den samme løn som en dansk landbrugselev. Lønposen på lidt over 10.000 kroner, som en dansk eller ukrainsk elev har om måneden, er op mod fem gange større end et tilsvarende job i Ukraine.

Pligt til at tage danskere

Finn Pedersen, der er formand for Jordbrugets Uddannelser og medlem af primærbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer, mener, at landmændene er forpligtigede til at vælge danske landbrugselever som praktikanter, da de har et samfundsansvar, der skal løftes:

- Der kommer et markant generationsskifte i landbruget inden for en overskuelig fremtid. Derfor skal der uddannes nogle danske driftsledere, der kan løfte arven og overtage bedrifterne. Det sker kun, hvis landmændene vælger de danske elever som praktikanter, siger han til Børsen.