Så er der nyheder fra Väderstad. Den svenske maskinproducent har netop lanceret en helt ny form for redskabsstyring. Med en iPad kan såmaskinen kontrolleres og styres - og ikke nok med det, så kan chaufføren også bestille reservedele samtidigt med såarbejdet - direkte fra iPad'en i førerhuset.

Den nye styring kalder Väderstad for E-control, og ved hjælp af enten traktoren, GPS eller en monteret GPS-modtager på såmaskinen sender såmaskinen trådløst informationer til traktorens iPad - chaufføren skal blot downloade en app.

Artiklen fortsætter efter annoncen

App'en E-control giver også chaufføren et overblik over, om maskinen arbejder optimalt. Hver enkelt række kan overvåges og chaufføren kan med det samme se, hvis en såenhed skiller sig ud fra en anden. 

- Chaufføren får i langt højre grad mulighed for at optimere såmaskinens indstilling og sætte de helt præcise indstillinger, idet E-control konstant rapporterer om maskinens udnyttelse, siger Christer Stark, bestyrelsesformand for Väderstad.

Bestil reservedele i farten

Väderstad gør det også muligt at bestille reservedele med iPaden i marken. Dette system kalder Väderstad for E-Parts. Foruden såmaskinens information ligger der en instruktionsbog på såmaskinen i app'en og tilmed et reservedelskatalog. 

Det er ikke et helt almindeligt reservedelskatalog, som man er kendt med fra sin lokale forhandler eller fra Väderstads egen hjemmeside - dette katalog er i 3D format, hvor man peger sig frem til netop det område på såmaskinen, man mangler en reservedel til. Når man klikker på netop den del, man mangler, så spørger systemet, om der mangler reservedele, som sidder i forbindelse med netop den del, man har udvalgt.

- Det er desuden muligt at tage iPad'en med ud af traktoren og se nærmere på netop den del, man står og mangler. Man er i direkte kontakt med forhandler og fabrikken, så jo hurtigere man får reservedelene bestilt - jo før kommer de, forklarer Crister Stark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

iPad'en skal monteres i en speciel holder, som Väderstad har lavet til formålet, og iPad'en betjenes dels med knapper foran holder og knapper bag på holderen.

- Det skal jo gerne være nemt at bruge ved høj fart på måske ujævn mark, forklarer Crister Stark og påpeger, at det ikke er let med en touch-løsning.

Väderstad har vist løsningen frem for pressen på en Tempo-majssåmaskine, men Väderstad forventer, at det kommer på alle såmaskiner fra Väderstad.