Endnu et potentielt bidræbende bekæmpelsesmiddel er kommet under luppen. Det sker, efter det europæiske fødevaresikkerhedsagentur, EFSA, i en ny undersøgelse konkluderer, at majsfrø behandlet med stoffet fipronil kan være skadeligt for de europæiske bier.
”Insektmidlet fipronil udgør en høj akut risiko for honningbier, når det bruges til at behandle majsfrø,” skriver EFSA i en pressemeddelelse.
De europæiske fødevaremyndigheder understreger, at de ikke har nok informationer til at konkludere, om også for eksempel bejdsede solsikkefrø skulle udgøre en lignende risiko. Til gengæld vurderer de ud fra de forhåndenværende data, at brug af midlet på grøntsager kun udgør en lille risiko, fordi bierne ikke på samme måde samler pollen og nektar på dem.
Fipronil er i Danmark kun godkendt som kakerlakdræber, men er i andre europæiske lande i varierende grad godkendt til plantebeskyttelse. Aktivstoffet, som produceres af BASF, anvendes ifølge producenten på over 100 forskellige plantearter i 70 lande verden over. BASF afviser en sammenkædning mellem deres produkt og kollapset i de europæiske bibestande og advarer mod et forbud.
- De europæiske myndigheder vil ikke opnå deres mål om at bevare biernes sundhed ved at begrænse brugen af fipronil-baserede produkter. I stedet vil de lægge endnu en begrænsning på landmændene og på den generelle fødevareproduktion i Europa, siger Jürgen Oldeweme, seniorvicedirektør for Global produktsikkerhed hos BASF.
EFSA kom tidligere på året med en lignende vurdering af tre andre stoffer, der er mistænkt for at medvirke til den massenedgang i bibestanden, der har ramt flere steder i Europa. EU-Kommissionen meddelte i fredags, at de tre såkaldte neonikotinoider fra første december vil være forbudt at bruge på raps, majs og andre afgrøder, der er særligt tiltrækkende for bier.
Den grønne organisation Greenpeace mener, at hele det europæiske godkendelsessystem for bekæmpelsesmidler nu bør ses efter i sømmene.
- Det faktum, at fipronil og andre pesticider, der er giftige for bier, overhovedet er blevet godkendt, viser, at EU’s sikkerhedstests har alvorligt behov for et eftersyn, siger organisationens landbrugsansvarlige, Marco Contiero.