Europa-Kommissionen har fremlagt forslag om forbud mod brug af de tre aktivstoffer imidacloprid, thiamethoxam og clothianidin, som er giftige for bier. Forslaget er fremlagt fordi Europas population af bier er presset i disse år, og fordi landbrugets brug af pesticider menes at være årsagen til dette. Herhjemme anvendes de tre aktivstoffer i bejdsemidler.

- Vi kan se, at bipopulationen i Europa desværre er faldende. Og det er så alvorligt, at der er nogle eksperter, der peger på, at bier helt kan uddø nogle steder i Europa, siger den danske europaparlamentariker Dan Jørgensen (S), til Ritzau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dan Jørgensen, der har kæmpet biernes kamp i de otte år, han har været medlem af parlamentet, oplyser, at han sammen med en række andre medlemmer har rettet en henvendelse til Tonio Borg, der er sundheds- og forbrugerkommissær.

- Det, der kommer til at ske, er, at vi vil forbyde tre konkrete pesticider, der er giftige for bier.

- Nu har kommissionen fremlagt forslaget, og så skal det vedtages i Europarådet. Så det er ikke sådan, at det skal igennem en lang, flerårig behandling. Det er noget, der kommer til at gå stærkt, siger han til Ritzau.

Det er estimeret, at bestøvning fra insekter, herunder bier, har en værdi på omkring 115 milliarder kroner om året i EU.