Det europæiske landbrug forsøger at sende et klart signal til EU-cheferne, der mødes i eftermiddag for at forhandle om EU's budget for 2014-2020 ved et topmøde i Bruxelles:Hold fingrene fra landbrugsstøtten, ellers klarer erhvervet sig ikke.

- Der må ikke blive skåret i landbrugsbudgettet. Landmænd over hele Europa står sammen i deres krav om et stærkt landbrugsbudget, og der vil blive demonstreret over hele Europa, advarer Gerd Sonnleitner, der er formand for erhvervets europæiske paraplyorganisation, COPA.  

Artiklen fortsætter efter annoncen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes kolleger vil således blive modtaget af et kor af baltiske landmænd, der igennem deres landes traditionelle folkesange vil protestere mod det, de mener, er en unfair fordeling af støtten.

Kvægbrug vil tabe stort

Peder Philipp, formand for Landbrug & Fødevarer, Kvæg, deltager i erhvervets møder i Bruxelles på vegne af det danske kvægbrug, som står til at tabe stort både ved budgetforhandlingerne og den igangværende landbrugsreform.

- Der er en fælles oplevelse af, at indtjeningen i fødevaresektoren er alt for lav alle steder. Samtidig kommer der højere krav om blandt andet flere grønne tiltag. Det skulle være argument nok for at hæve budgettet, men nu sænker man det i stedet, siger han om stemningen blandt de europæiske landmænd.

Det er anden gang, EU’s stats- og regeringschefer mødes for at forsøge at blive enige om det cirka 7.500 milliarder store budget.

I november forliste forhandlingerne. Men inden nåede de tal, der lå på bordet, at sende et kæmpe chok gennem det europæiske landbrug, fordi det var knap 200 milliarder kroner lavere end det, erhvervet var blevet stillet i udsigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere til landmændene

Formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, måtte siden lægge en betydelig sum tilbage i posen for især at forlige sig med Frankrig, der er EU’s største modtager af landbrugsstøtte.

Den franske præsident Francois Hollande har lovet, at han vil gøre det til en prioritet at få endnu mere hjem til landmændene under topmødet, som er planlagt til at slutte i morgen.

De presserende emner for landbruget er ud over selve budgettets størrelse også fordelingen af pengene landene imellem, hvor der vil ske en lille udjævning, så lande som Danmark, der får mest pr. hektar, må afgive noget til de landmænd østpå, der får mindst.

Derudover skal EU-cheferne også bestemme, hvorvidt det skal være muligt at overføre dele af den direkte støtte til landdistriktsstøtten og omvendt, og om der skal sættes et loft over støttebeløbet til den enkelte bedrift.

Dansk milliard-rabat

Peder Philipp kritiserer den danske regering for kun at have øjnene på den milliardrabat på EU-kontingentet, som har været det altoverskyggende danske ønske i forbindelse med budgetforhandlingerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Min fornemmelse er, at der har været en alt for ensidig prioritering af at få den ene milliard i stedet for at få styr på konkurrenceevnen globalt, siger formanden for Landbrug & Fødevarer, Kvæg.