I Arla er der for tiden overskud af økologisk mælk, og der skal ske et afsætningsmæssigt ryk, inden der igen åbnes for nye økologiske leverandører.

- 91 procent af den økologisk mælk, vi modtager i Danmark, sælges som økologisk, og det er på en måde en ok-udnyttelsesgrad. Men hvis vi skal højere op og åbne for nye leverandører, skal afsætningen øges, og det, tror vi, skal komme gennem et ryk på det tyske marked, siger pressechef Theis Brøgger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det, har det store mejeriselskab også en ambition om, skal ske efter godkendelsen af fusionen med det tyske mejeri Milch-Union-Hocheifel.

- I Tyskland sælges de økologiske varer mest under privat label. Vi har en ambition om at sælge under vore egne varemærker og derigennem profilere økologien og give afsætningen et løft, siger Theis Brøgger.

Heller ikke Thise Mejeri og Naturmælk tager for tiden nye leverandører ind.

Ser det for tiden lidt pessimistisk ud med afsætningen af økologisk mælk i Danmark, ser det dog værre ud i Sverige.

Her er udnyttelsen hos Arla kun 60 procent af den leverede mængde økologisk mælk. Det skyldes, at Arla har øget modtagelsen af økologisk mælk samtidig med, at salget er faldet.