- Danish Crown er simpelthen nødt til at spille ud med noget for at sikre slagtesvineproduktionen i Danmark. Ellers vil det fortsætte med tilpasninger og lukning af slagteanlæg, for næste forår tror jeg, at der igen vil være bedre økonomi i at lade slagtesvinestalden stå tom og sende smågrisene til udlandet.

Det siger Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han lukkede selv sine slagtesvinepladser ned i foråret.

- Det var et let regnestykke. Jeg fik hurtigere pengene på kontoen, jeg kunne se, jeg ville tjene penge på grisene, og jeg slap for risikoen. Hvis jeg havde kendt en pris fra slagteriet, havde jeg et andet beslutningsgrundlag, og resultatet kunne have været et andet, siger Henrik Mortensen.

Katastrofal udvikling

- Jeg har foreslået, at slagterierne garanterede en salgspris, så slagtesvineproducenterne kan se et økonomisk udkomme af at sætte smågrisene ind. Det skulle ikke være så svært. Slagterierne sælger ganske vist svinekød fra dag til dag, men også på flere måneders kontrakter. Men hvis det skal have en pris at stille en sådan garanti, kan det måske koste lidt over restbetalingen.

- Men vi skal have et udspil, ellers ender det med, at vi tømmer alle slagtesvinestaldene og kører alle smågrisene til Tyskland og Polen.

- Udviklingen i slagtesvineproduktionen her i landet er katastrofal. Der har været en god produktivitetsudvikling i soholdet, mens kurven er fladet ud og nu nærmest falder for slagtesvinene. I Polen og Tyskland bygges der derimod store effektive slagtesvineanlæg. Men her i landet er der stort set ikke bygget i fire år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bankerne vil ingenting, og politikernes beslutninger gør det svært at agere. Der er mange, der skal erkende, at de skal have en anden tilgang til erhvervet, hvis arbejdspladserne på slagterierne skal bevares.

- Hvis vi bare skal holde status quo i vores staldkapacitet til slagtesvin, skal der hver uge tages cirka 1.000 nye slagtesvinepladser i brug.

- Det må også være i slagteriernes interesse, at det sker, siger Henrik Mortensen.

Ikke anderledes end at handle foder

Også Claus Jørgensen, Hadsund, bakker op om et initiativ, der kan sikre en fortsat slagtesvineproduktion i Danmark. Claus Jørgensen er formand for Familiebrugets repræsentantskab for svin og sidder i VSP?s bestyrelse.

- Jeg forlanger ikke, at Danish Crown skal løbe en risiko. Men som vi andre, kan slagteriet vel dække sig af. Det, der er så vigtigt, er, at slagtesvineproducenterne over for banken kan vise, at de er sikret en salgspris, så der er et positivt dækningsbidrag i produktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi forlanger ikke, at vi skal have mere, hvis noteringen i mellemtiden er blevet højere, end slagteriet har stillet som garanti. Det er ikke anderledes, end når vi handler foder. Da kan vi også komme til at betale mere end den aktuelle markedspris, men det har vi ingen problemer med, for vi lavede kontrakten, fordi vi ville kende vores udgift, siger Claus Jørgensen.

- Et positivt dækningsbidrag er afgørende for, at vi kan blive ved med at producere slagtesvin. Og målet må være at bevare så mange slagtesvin herhjemme som muligt. Det må også være i Danish Crowns interesse, og derfor synes jeg, slagteriet skal komme med et udspil.

- Der er blevet efterlyst en mere professionel indstilling til slagtesvineproduktion. Prisafdækning kunne være et alternativt værktøj til at vise, hvornår der kan tjenes penge. Det største problem har været, at der ikke er fokuseret nok på de omkostninger, vi har ud over til foder og smågrise. Det er Danish Crown simpelthen nødt til at fokusere mere på, det er vi også i VSP nødt til fremadrettet at bruge flere ressourcer på, hvis vi vil bevare en slagtesvineproduktion i DK, siger Claus Jørgensen.