Bestyrelsen i Danish Crown har valgt at anbefale en efterbetaling på én krone pr. kg leveret svinekød, og det tal er ifølge Henrik Mortensen, formand i Danske Svineproducenter, for højt.

- Det er glædeligt, at efterbetalingen er faldet lidt i forhold til rekorden sidste år på 1,05 krone, men den er stadig alt, alt for høj, siger Henrik Mortensen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er selvfølgelig positivt, at det går dem godt, men vi har italesat det år efter år efter år, og nu gør vi det igen: Det giver et alt for stort indhug i svineproducenternes likviditet, at Danish Crown tilbageholder en så stor del af betalingen pr. svin i så lang tid.

Danish Crown har samtidig valgt at indsætte i alt 102 millioner kroner på ejernes personlige andelshaverkonti. For svine- og so-andelshaverne er det 7,5 øre pr. kilo.

- Samtidigt er det er det selvfølgelig positivt, at der bliver indsat mindre på de personlige konti i forhold til sidste år, så pengene i stedet kan komme ud og arbejde hos landmændene. Det må helt klart være en effekt af, at Tönnies er kommer til, vurdere Henrik Mortensen.

Henrik Mortensen opfordrer til, at Danish Crown begynder at betale markedsprisen, hvilket Danish Crown jo i øvrigt også selv gør på alle andre markeder, hvor de slagter grise.

Han er af den klare overbevisning, at Danish Crowns efterbetaling skal helt ned på 20-40 øre pr. slagtesvin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det vil være et udtryk for en straksafregning til os svineproducenter til markedsprisen. Gevinsten af DC's nye 4WD-strategi på 80 øre i 2021, kan de så give os som efterbetaling.

- Det er jo et trækplaster for os svineproducenter, at konkurrerende slagterier som eksempelvis Tönnies udbetaler markedsprisen med det samme og ikke gemmer noget til senere. Derfor kan det jo også kun være i DC's interesse, at de i videst muligt omfang matcher konkurrenternes markedspriser, siger Henrik Mortensen.