EU er på vej med forslag om at hæve maksimalgrænseværdien for otte forskellige pesticidstoffer, som bliver brugt til at producere alt lige fra salat og tomater til oliven og rug.

Ifølge DTU Fødevareinstituttet, som gransker pesticiderne i Danmark, er der stor risiko for, at et af pesticiderne - stoffet dimoxystrobin - kan vise sig at være direkte skadeligt for danskerne, hvis man hæver grænseværdien for det. Det skyldes den såkaldte “cocktaileffekt”, som kan opstå, når man kombinerer to eller flere forskellige sprøjtegifte. Det skriver altinget.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor kræver fødevareminister Mette Gjerskov (S) nu, at Kommissionen, som har fremsat forslaget, enten dropper at hæve grænseværdien eller sænker den til et "sundhedsmæssigt acceptabelt niveau".

Ellers vil regeringen stemme nej til forslaget, der skal til afstemning i næste uge i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed - også kendt som SCoFCAH.