Finn Pedersen, formand for Østjysk Landboforening, og Jens Gammelgaard, formand for Landboforeningen Odder-Skanderborg, går nu i kamp for at få lavet en overgangsordning for de svineproducenter, der ikke når at få deres stalde ændret til løsgående søer inden 1. januar 2013.

Mandag aften tog de en debat i forbindelse med svinekongressen i LRØ. Her krydsede de klinger med Lindhardt Nielsen, formand for Dansk Svineproduktion, der hele tiden har fastholdt, at der ikke skal dispenseres for kravene, blandt andet fordi kravet har været velkendt i årevis, så alle har haft god tid til at forberede omstillingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag og i morgen gælder det de danske politikere i EU-parlamentet.

- Vi er i anden anledning i Bruxelles, men vi vil da benytte lejligheden til at snakke med de danske parlamentarikere om deres holdning. Der går rygter om, at der er 14-16 EU-lande, der har meldt ud, at de har problemer med at nå omstillingen, siger Finn Pedersen.

- Vi har aftale med blandt andet Anne E. Jensen (V) og Christel Schaldemose (S), og når vi kommer hjem, vil vi tage fat i danske politikere, for vi kan af forskellige indlæg se, at nogle danske politikere er begyndt at røre på sig i denne sag, siger den østjyske landboforeningsformand.