Arbejdsgruppen konstaterer, at der siden 2004, hvor erhvervet ændrede den måde, svin avles på i Danmark, er sket et ret markant fald i pattegrisedødeligheden i avlsbesætningerne - fra cirka 22 til cirka 16 procent.

Dette fald i dødeligheden er dog endnu ikke slået igennem i produktionsbesætningerne hos landmændene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ingen tvivl om, at den nuværende dødelighed blandt pattegrise i produktionen er for høj, men det er dog positivt, at rapporten peger på, at der er udsigt til forbedringer, siger Mette Gjerskov, som sender rapporten i høring for at få input til den videre indsats.

Opgørelser fra 2010 viser, at 24,1 procent af de danske pattegrise i produktionsbesætningerne døde inden fravænning.

Til sammenligning var dødeligheden i 2010 på cirka 16 procent i avls- og opformeringsbesætningerne, og det forventes, at dette fald i de kommende år vil slå helt eller delvist igennem i produktionsbesætningerne i takt med, at søerne bliver skiftet ud.

Fokus på pasning af grisene

- Det er glædeligt, at pattegrisedødeligheden nu er faldet i avls- og opformeringsbesætningerne, og at der er grund til at tro, at den i forlængelse heraf også vil falde i produktionsbesætningerne. Det er dog vigtigt at holde øje med, om udviklingen går som forventet. Derfor anbefaler arbejdsgruppen, at erhvervet i 2015 redegør for udviklingen i produktionsbesætningerne, siger Peter Sandøe, som er formand for arbejdsgruppen, og fortsætter:

- Samtidig bemærker arbejdsgruppen, at en konsekvens af større kuld og faldende dødelighed er, at der bliver født flere pattegrise, end den enkelte so selv kan passe. Dette giver anledninger til dyrevelfærdsmæssige udfordringer. Et flertal i arbejdsgruppen mener ikke, at løsningen på disse udfordringer er, at der stilles lovmæssige krav til avlen af svin. I stedet bør der fokuseres på pasningen af grisene