Forskere fra Aarhus Universitet vil samarbejde med Videncenter for Svineproduktion under Landbrug & Fødevarer i et nyt projekt, der skal medvirke til at løse problemer inden for miljø, dyresundhed og dyrevelfærd ved hjælp af genomisk selektion. Det oplyser Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på fakultetes hjemmeside.

Resultatet af projektet forventes at blive en nye modeller og metoder baseret på DNA-informationer, som kan gøre udvælgelsen af de kommende generationer af avlsdyr mere sikker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det sætter nye perspektiver på hele arbejdet med avl. Vi vil gerne være med til at sætte turbo på en positiv udvikling, som både erhvervet og samfundet ønsker skal ske, siger seniorforsker Mogens Sandø Lund, Institut for Molekylær Biologi og Genetik ved Aarhus Universitet.

Dyrevelfærd og økonomi går hånd i hånd

Med en ny DNA-baseret model bliver det muligt at effektivisere og forbedre udvælgelsen af avlsdyr, da velfærd og økonomi i højere grad end nu kommer til at supplere hinanden. Brug af genomisk selektion åbner unikke muligheder, og projektet er internationalt det hidtil mest ambitiøse for anvendelse af genomisk selektion hos grise.

I første omgang er det svineavlerne og opformeringsbesætningerne, som får glæde af resultaterne, men med tiden vil effekten af arbejdet spredes ud til alle svineproducenter. Målet er at effektivisere udvælgelsen af avlsdyr og dermed den forventede avlsfremgang med 50 procent svarende til en værdiforøgelse på syv kroner pr. slagtesvin årligt.

Projektarbejdet med at udvikle en DNA-baseret model begynder i juli i år og forventes afsluttet i 2014.