Nykredits vicedirektør Poul Erik Jørgensen, der var en af indlægsholderne på dagens økonomimøde i Skejby, havde ikke gaver med i form af lavere bidragssatser til landmændene, men fastslår over for Maskinbladet, at Nykredit vil være mere forudsigelig i sin udlånspolitik.

- Mange havde ikke forudset, at der kom en stigning. Men det er også vores ansvar, at kunderne har et forudsigeligt forløb omkring lånene. Især ved større stigninger, siger Poul Erik Jørgensen og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og det vil vi arbejde hårdt på at blive bedre til.

Han ønsker ikke den situation, at kunderne får en væsentlig stigning i sine bidragssatser, efter at budgettet er blevet lagt.

- Små justeringer kan ikke undgås, men væsentlige ændringer bør vi tage højde for, lover Poul Erik Jørgensen, der tilføjer, at dialogen mellem kunden og Nykredits rådgiver skal danne grundlaget for forudsigeligheden.

- Vi ønsker en holdning til og en dialog med vores kunder, siger han.

Større forskel på kunderne

Over de næste år vil nogle af Nykredits kunder opleve stigende satser, mens andre vil opleve det modsatte. Poul Erik Jørgensen afviser ikke, at de mest udsatte landmænd på den måde får en ekstra byrde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vel ikke rimeligt, at dem, der har en veldrevet bedrift med god kreditværdighed, skal betale en gennemsnitlig pris. Man skal betale for det, man trækker fra os, og derved kan det ikke undgås, at kunder med en lavere kreditværdighed skal betale lidt mere, siger han.

Det vil også være Nykredits politik at sige nej til nye projekter frem for at forlange en meget høj pris, hvis økonomien i projektet ikke er overbevisende.

- Dermed ikke sagt, at vi vil afvise projektet. Men kunden må gå hjem og revidere sit projekt, så der kommer en økonomi i det, som vi tror på, tilføjer Poul Erik Jørgensen.

Grundlæggende mener han, at der er en række positive signaler for landbruget.