Dansk Landbrugsrådgivning har indgået en samarbejdsaftale med den internationale revisionskoncern KPMG, som i fremtiden skal bidrage med viden om skatteforhold i udlandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- DLBR, Dansk Landbrugsrådgivning har en skarp og aktuel viden om alle relevante aspekter af dansk beskatning. Men det er ikke realistisk, at vi skal kunne være tilstrækkeligt fagligt ajour med skatteforhold i alle verdens lande. Partnerskabet med KPMG betyder, at vores 32 rådgivningscentre nu kan supplere deres rådgivning af deres kunder med helt aktuel og højt kvalificeret viden om skatteforhold i alverdens lande, siger skattechef Morten Homann fra DLBR's videnscenter, Landscentret.

Skattechefen lægger ikke skjul på, at han mener, at aftalen er et scoop for DLBR og dermed også for DLBR's kunder.

- På den lange bane går udviklingen klart i retning af, at flere og flere landmænd enten flytter dele af virksomheden til udlandet eller investerer i udenlandske projekter. Denne aftale er derfor en afgørende brik i vores samlede strategi om at yde komplet og kompetent rådgivning og service også til kunder med internationalt snit, siger Morten Homann.