25 sønderjyske landmænd har netop dannet leverandørforeningen "Syddansk Energipil" med henblik på at levere grøn energi til Åbenrå-Rødekro fjernvarmeværk. Værket anvender i øjeblikket fossile brændsler, men planen er, at varmen fra 2012 skal komme fra primært energipil og flis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er denne fremtid, de sønderjyske landmænd agter at være en del af.

Syddansk Energipil er en af de første leverandørforeninger af sin art i Danmark, hvor landmænd går sammen om at sikre et område varme ved hjælp energipil og poppel. Foreningen er startet på initiativ af landboforeningen LHN i Tinglev, som har haft kontakt med Åbenrå-Rødekro fjernvarme samt Hjordkær fjernvarme for at høre om værkernes planer for fremtiden.

Landbruget skal være spydspids

Varmeværkernes behov for bioenergi svarer til, at der skal tilplantes mellem 2.500-5.000 hektar jord med energipil alt afhængig af udbytte og tørstof, oplyser direktør Tage Hansen, LHN.

Derfor skal leverandørforeningen nu i gang med et større hverve-arbejde for at tiltrække interesserede landmænd.

- Vi skal simpelthen have Sønderjylland op i 1. division, når det gælder om at levere grøn energi - og det skal være med landbruget som spydspids, forklarer Tage Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har jorden, der er en nødvendig ressource i det her. Med det politiske fokus, der omsider er kommet på bioenergi, kombineret med folks interesse for de bæredygtige energiformer tror vi på, at der er en fremtid for landbruget i både at levere fødevarer og varme til danskerne. Desuden er det vores opgave som landbrugsforeninger at pege på nye produktions- og indtjeningsmuligheder for landmændene, fastslår han.

Syddansk Energipil får en bestyrelse på ni personer, valgt blandt foreningens medlemmer og ligelig fordelt blandt kunder i de tre landboforeninger. LHN varetager sekretariatsfunktionen for den nystartede forening.