Mandag på Ellesgaard tjekker aftenvagten ind. Hun skal overvåge de faringer, der sker om natten, hvor der ikke er andet personale. Hvis en lille pattegris ser lidt svag ud, lægger hun den straks op til patten, så den får mælk og varme med det samme og ikke først næste morgen. På den måde har den bedre mulighed for at komme sig og blive en bedre handelsvare senere.
Preben Bjerregaard, der ejer 800 søer, producerer 33.000 smågrise og 10.000 slagtesvin, er kåret som Danmarks Bedste Svineproducent i 2011. Det er dog ikke ham, der har indført, at faringerne skal ske om mandagen og at de skal overvåges. Det har hans medarbejdere.