Grise resistente for PRRS lever i bedste velgående, men myndighederne frygter GMO.

Mens PRRS-krigen igen er blusset op på vores hjemlige fronter, så arbejder PIC på højtryk for at få deres PRRS resistente avlssøer godkendt i USA. Det er flere år siden, at forskere i både USA og UK har haft held med at gøre grise resistente for de typer af PRRS vi kender. Med den omdiskuterede CRISPR-teknik er det lykkedes forskerne at lave en mutation på grisenes gener, så de ikke er modtagelige for den frygtede sygdom. Nu gælder det om at bevise, at grisene kan avle levedygtigt afkom, og at de generationer efter generationer giver de resistente gener videre.

De første i verden med resistente avlsdyr

Pieter Knap er genetic strategy manager hos Genus-PIC i Tyskland, han forklarer at det ikke kun er i Europa man er kritisk overfor grise avlet med hjælp fra genteknikker.

- Der skal skabes meget stærke resultater for at de amerikanske myndigheder vil godkende vores PRRS resistente grise. Det kræver meget dokumentation og vi skal bevise, at de eftertragtede egenskaber gives videre helt ud i femte generation. Det arbejder vores forskere på, men der går nok nogle år før vi ved om det lykkes, siger Pieter Knap. Han forklarer, at PIC trods deres forskning i Storbritannien på netop dette område, ikke gør noget i at komme ind på det Europæiske marked.

- Vi koncentrerer os om USA og Kina. PIC er de første, der forsøger at få PRRS resistente grise godkendt og få dokumentation på, at det er sikkert at spise svinekød fra genredigerede grise. Det vil tage et par år tænker jeg, men vi har fat i noget helt unikt. Vi er de første i verden, der forsøger dette, siger Pieter Knap.

PIC har lige nu flere hundrede avlssvin på lukkede farme i USA og afventer myndighedernes accept på at få lov til at føre PRRS resistente svin ind i fremtidens svinebrug.

Søg og erstat-funktion på grise

Emily Metz er direktør for New Product Marketing hos Genus-PIC. Hun mener at forbrugerne ikke forstår dyrehold og opdræt af dyr, når de er modstandere af genredigering.

- Genredigering er bare et avanceret værktøj i avlsprocessen. Det er en evolution, ikke en revolution. Den form for genredigering vi foretager er ikke GMO. Det vi gør, er at gå meget præcist ind og foretageren målrettet redigering af DNAet. Vi kan tænde eller slukke for en sekvens af gener, der får DNA til at fungere på en bestemt måde, siger Emily Metz. Hun forklarer, at teknologien er en naturlig udvikling i avlsprocessen. Genredigering bruges ikke til at indsætte fremmed DNA i grise.

- Denne teknologi kan udrydde sygdomme og skabe sundere dyr. Man kan sammenligne genredigering med tekstbehandling. Det er dybest set vores "find and erstat" funktion, siger Emily Metz og slutter:

- Innovation skaber mere innovation. Vi har brug for innovation i landbruget, for fortsat at være konkurrencedygtige.

Seges har i 2016 estimeret, at PRRS har kostet den danske svinebranche i omegnen af 112 millioner kroner om året.