Forekomsten af depression er steget betydeligt blandt mennesker over hele kloden. Det sker også for svin, mener russiske forskere. De har testet et nyt fodertilskud designet til at gøre svin lykkeligere, skriver Pig Progress.

Svin er ligesom mennesker, mener de russiske forskere. Teorien er at moderne svinebedrifters meget automatik og maskiner giver støj, hvilket gør dyrene mere udsatte for depression end for nogle få årtier siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er mange andre grunde til, at svin kan være deprimerede, sammenblanding af grise, ændringer i foder, fravænning og så videre, fremhæver Konstantin Ostrenko, forsker fra det russiske forskningsinstitut for fysiologi, biokemi og dyreernæring.

- Angst og depression kan gøre fodring og vækst mindre effektiv, og få grisene til at bide hinanden. Som hos mennesker, fører mentale problemer ved svin til vægttab eller tendens til at akkumulere mere fedt. Det giver mindre kød af dårligere kvalitet, advarer den russiske forsker.

Lithium-ascorbat giver glade grise

Forskerne har i forsøg vist at lithium-ascorbat bidrog til forbedret modstand mod stress og reduceret aggressiv adfærd samt forbedret produktivitet. 10 dyr i fire forsøgsgrupper blev dagligt fodret med lithium-ascorbat i stigende doser fra 0,5 mg pr kg til 10 mg pr kg levendevægt.

Forsøget foregik på en svinebedrift i Belgorod-regionen, grisene var to måneder gamle ved forsøgets start, af den britiske Landrace. Dyrene blev vejet tre gange og der blev taget blodprøver inden start og på 180. dagen. Ud fra forsøget har forskerne konkluderet at lithium-ascorbat kan forhindre en kraftig stigning i adrenalin- og noradrenalinniveauer hos svin. Tilsætningsstoffet har også vist sig at stabilisere niveauet af stresshormonet cortisol.

Højere vægt og bedre kødkvalitet

Forskerne hævder at lithium-ascorbat har en positiv virkning på fedt- og kolesterolmetabolismen samt dyrenes antioxidant-status. Det gav anledning til højere levende vægt og bedre kødkvalitet, konkluderede forskerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I tidligere undersøgelser blev der fundet en positiv virkning på søerne, med øget kuldstørrelse og bedre malkning til følge, fortæller Konstantin Ostrenko til Pig Progress.

Patent på fodertilsætning

Fodertilsætningsstoffer baseret på lithium-ascorbat, er ikke godkendt til svineproduktion. Den videnskabelige gruppe har nu indgivet en ansøgning om patent på det nye tilsætningsstof, hvilket betyder, at der forventes kommerciel brug af det nye additiv. Russiske svineproducenter har allerede udtrykt interesse for det nye lykkepille-pulver til deres grise.

I Danmark bruges lithiumsalte som forebyggelse hos syge mennesker i kombination med andre antidepressionsmidler (oftest tricykliske) mod bipolar sygdom (tidl. maniodepressiv sygdom) og ved anfald af manier.

Læs et eksempel på hvordan vi i Danmark undgår depression og smerte hos svin.

/ JEB