Vedligeholdelsesfrit temperaturspyd fra dansk producent overvåger og giver merværdi til dine afgrøder.

På den danske fællesstand ved Agritechnica i Hannover viser den danske virksomhed Care4Farm sin anden generation af temperaturspyddet StackView frem.

- Det vigtigste ved StackView er, at det hjælper til med at bevare kvaliteten af landbrugsafgrøder. Derudover er en vigtig egenskab, at man optimerer driften af sine blæsere til nedkøling og dermed sparer strøm, siger Niels Bjerre fra Care4farm.

Spyddet systematiserer, dokumenterer og automatiserer temperaturtagning i mange forskellige afgrøder, og har i sin anden generation fået bedre beskyttelse af elektronikken øverst i spyddet samt ekstern antenne til forbedret mobildækning, så temperaturdata kan sendes selv i områder uden optimalt mobilsignal.

- Spyddet systematiserer, fordi temperaturen bliver målt hver dag på de samme tidspunkter, - dokumenterer fordi spyddet indeholder GPS og gemmer temperaturen, så man kan se udviklingen i en given periode. Derudover sender StackView automatisk temperaturen tilbage til landmanden, siger Niels Bjerre.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er oprindeligt udviklet til at overvåge temperaturen i kornstakke, men det er meget anvendeligt i kartoffelkugler, hvor opbevaringstemperaturen også er afgørende for salgsprisen, siger Niels Bjerre.

Virksomheden har efter et par dage på messen fået afsat en del StackView-spyd til europæiske landmænd, og flere ønsker også at forhandle produktet i hjemlandene.

Dansk distribution

I Danmark har virksomheden allerede distributionsaftaler med Hedegaard og Vestjysk andel.

- Grovvareselskaberne kan se fordelene i at tilbyde vores produkter. Når landmændene får bedre styring af produkterne, bliver de også mere værd for selskaberne, når de aftager afgrøderne. Tilmed er der også mange fordele for landmændene i at benytte spyddene, som for eksempel at bevare værdien af høstede afgrøder og omkostningsbesparelser, siger Niels Bjerre.

Virksomheden har på sin hjemmeside lavet regneeksempler, som viser, at spyddet tjener sig selv hjem den første sæson. Beregningerne er lavet på grundlag af kvalitetsforbedring af afgrøderne, som den bedre overvågning af temperaturen giver.

Spyddet kan også anvendes også til at dokumentere temperaturen ved sprøjteopgaver, hvor jorden eller luften skal have en vis temperatur. Herudover anvendes spyddet i kemirummet om vinteren, hvor det oplyser landmanden, hvis der bliver for koldt i kemirummet.

Fælles eksportfremstød

Den danske fællesstand på Agritechnica, som Care4Farm har plads ved, er arrangeret af Det Danske Generalkonsulat i Hamborg. I alt ti danske virksomheder har plads på fællesstanden.