Mejeriforeningen har fået et ordentligt rap over fingrene for at overdrive de gode ting, som mælken kan gøre for os, i sin storstilede kampagne "Morgenmælk". Kampagnen har kostet 15 millioner kroner. Heraf kommer halvdelen fra EU-støttemidler. Det skriver DR Indland.

Fødevarestyrelsen har på flere punkter stemplet kampagnen "vildledende", "udokumenteret" og "i strid med lovgivningen". Det bekræfter fødevarechef Lisbeth Borup fra Fødevareregion Vest.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man må ikke vildlede, man må ikke angive, at produktet kan have en virkning mod sygdom eller kan forebygge sygdom, og man må ikke ernærings- og sundhedsanprise undtagen efter ganske bestemte regler, siger fødevarechefen til DR.

Forening tager til efterretning

I kampagnen hævder Mejeriforeningen blandt andet, at "magre mælkeprodukter kan være med til at sænke blodtrykket", "at mælk på flere måder bidrager til at udvikle og bevare sunde tænder", og at "mager mælk i en slankekost kan hjælpe vægten nedad".

Men det er altså udsagn, som ifølge fødevarestyrelsen ikke holder i retten, og det er man ikke stolte over i Mejeriforeningen.

- Det er selvfølgelig beklageligt, at vi har formuleret os uheldigt på nogle områder. Det tager vi til efterretning og vil selvfølgelig få rettet til, siger kampagnechef Lars Witt Jensen til DR Nyheder.