Socialdemokraternes miljøordfører Mette Gjerskov langer ud efter Arlas tv-reklamer med sloganet 'Tættere på naturen'. Her kobles mælkeprodukter sammen med smukke naturlandskaber som overdrev og skove med hule træer. Det skriver Altinget.dk.

Mette Gjerskov mener, at Arla misbruger naturen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Virkeligheden er, at det intensive landbrug fortrænger naturen. Naturarealerne forsvinder for øjnene af os på grund af den intensive landbrugsproduktion, som er fjernere fra naturen, end den nogensinde har været, siger hun til Altinget.dk.

Hun peger på, at Arla-reklamerne ikke står alene. For kort tid siden blev SuperBest kritiseret for at sælge kyllinger fra den idyliske, men fiktive Grønnegården, selv om kyllingerne var fra almindelige industri-landbrug. Nu har Mette Gjerskov fået nok:

- Man har i årevis forsøgt at bilde forbrugerne ind, at vi lever i Morten Korchske tider. Det er helt usagligt. Jeg vil gerne være med til at hjælpe landbruget ud af krisen, men hvis Arla skal fremstå som troværdige samarbejdspartnere, så skal de lade være med at sende et misvisende billede af virkeligheden, siger hun til netavisen.

Arla: Vi har fokus på naturen

Hos Arla forklarer koncern-marketingdirektør Anne With Damgaard, at reklamerne skal ses som fantasi-historier, der skal skabe opmærksomhed hos forbrugerne. Hun afviser, at reklamerne er vildledning af forbrugerne.

- Det synes jeg ikke, at det er, for vi fortæller en historie om, at vi har respekt for naturen, og vi vil gerne arbejde for at gøre tingene bedre. Det er en filosofi for hele vores virksomhed. Vi har i allerhøjeste grad fokus på naturen. Derfor har vi sat mål op, og vi gør noget hver eneste dag, siger Anne With Damgaard til Altinget.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun fremhæver, at Arla har et mål om reducere CO2-belastningen med 25 procent, ligesom der er fokus på miljøvenlig emballage og på at reducere vand- og varmeforbruget på mejerierne. Desuden er der partikelfiltre på virksomhedens nye lastbiler.

Forsker: Vildledning, men også værdi

Rasmus Ejrnæs, seniorforsker på DMU ved Aarhus Universitet og en af landets førende eksperter i biodiversitet, undrer sig også over Arlas reklamer.

- Reklamerne etablerer en direkte kontakt mellem Arlas produkter og den natur, som både er sparsom og truet, og som har været i rivende tilbagegang i de seneste årtier. Det er grov vildledende markedsføring, for der er ikke en sammenhæng mellem mælkeprodukter og naturen. Eller rettere: Der er den sammenhæng, at den intensive landbrugsproduktion har fortrængt naturen, så der næsten ikke er mere tilbage af den i Danmark, siger han til Altinget.dk.

Han anerkender, at mælk i sig selv er et naturprodukt, og at man derfor kommer i kontakt med naturen, når man drikker mælk.

"Men kæden hopper af, når Arla knytter mælken sammen med den rige og mangfoldige natur, som ikke længere findes i det agerland, hvor produkterne er fremstillet. Skulle de vise natur, som hænger sammen med mælk, så skulle de vise ensformige grønne græsmarker uden sommerfugle og blomster, men det ville nok ikke have solgt lige så godt, siger han til netavisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selv om Rasmus Ejrnæs på den ene side mener, at reklamerne vildleder, så glæder han sig på den anden side over, at reklamerne viser, at den mangfoldige naturen har stor værdi. 

- Det er faktisk dejligt, at reklamefolkene viser, at naturen har så stor værdi. For generelt har samfundet svært ved at prioritere naturen. Hvis politikerne også fik øjnene op for naturens værdi, så kunne det være, at den blev beskyttet, inden den kun er fantasi, siger han til Altinget.dk.