Ifølge Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, er det ekstremt våde efterår i 2017 årsag til, at udledningen af kvælstof ikke er faldet i året, som nye tal fra Aarhus Universitets overvågningscenter, Novana, viser, skriver L&F i en pressemeddelelse.

- At udledningen ikke falder i 2017 burde ikke komme bag på nogen, der husker hvordan vejret var i efteråret det år. Det var et usædvanligt vådt og koldt efterår, som gav elendige vilkår for vintersæd, for eksempel raps og korn, og efterafgrøder, hvilket betød ekstraordinært tab af næringsstoffer. Tager man højde for det, så bekræfter de nyeste tal formentlig blot, at den grundlæggende trend er, at kvælstofudledningen falder, siger Martin Merrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fremhæver, at udviklingen flere steder er langt mere positiv end forventet.

- Det gælder for eksempel Ringkøbing Fjord, som allerede har opnået miljømålet om god økologisk tilstand, mange år før målet i vandplanerne. Det illustrerer, at udviklingen går den rigtige vej, siger Martin Merrild.

Han forventer, at landmændenes indsatser med miljøvirkemidler som vådområder og minivådområder for alvor vil tage fart og slå igennem i 2019. Landbrug & Fødevarer har investeret 30 millioner kroner i en konsulentordning, der hjælper projekterne igennem.

- Der har været en del usikkerheder, som har holdt landmænd tilbage fra at gå ind i miljøprojekter. Blandt andet har landmændene selv skullet lægge ud for etableringen, og der har været uklarhed om skatteforhold, og om områderne kunne blive omfattet af naturbeskyttelsesloven. Med en ny bekendtgørelse er mange af de bekymringer nu ryddet af vejen. Derfor forventer vi et stort ryk i 2019 på de kollektive virkemidler, siger Martin Merrild, som håber, der kan sættes fart på godkendelsen af nye miljøvirkemidler.

- Desto flere redskaber, som vi har at arbejde med, desto bedre en indsats kan vi gøre. Desværre går det meget langsomt med at få godkendt nye virkemidler. Det vil være en stor hjælp at få sat skub i udviklingen, så vi får adgang til flere virkemidler, siger Martin Merrild.