Daka Biodiesel, der producerer biodiesel fra landbrugsaffald, frygter for sin fremtid, efter at nogle af detaljerne i en ventet klimaplan fra EU-Kommissionen er sluppet ud.

Ifølge Børsen vil EU-Kommissionen undlade at fastsætte bindende mål for den vedvarende energiproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Planen har tidligere været, at EU skal reducere sit CO2-forbrug med 20 procent i 2020, øge energieffektiviteten med 20 procent samt have 20 procent vedvarende energikilder i produktionen.

Men nu tyder det på, at målet om at 20 procent af energien skal komme fra vedvarende energiproduktion (VE) fjernes, og det vækker bekymring hos Daka Biodiesel, et særskilt forretningsområde i Daka Denmark A/S.

- Uden nogen bindende VE-krav fra EU, så havde vi ikke været her i dag. Så der kan man jo så tænke sig til, hvordan fremtiden kommer til at se ud, hvis der ikke er nogen krav fra EU om vedvarende energi, siger adm. dir. Kjær Andreasen.