Lyt til artiklen:

Daka-opsigelse ændrer ikke noget for Fødevarestyrelsen

00:00
Hastighed: ???x
01:52

Onsdag annoncerede Daka, at man har opsagt den beredskabsaftale man havde med Fødevarestyrelsen. Aftalen forpligtede Daka til med timers varsel at kunne afhente og særforarbejde syge dyr med henblik på at afværge smittespredning til andre besætninger.

Hos Fødevarestyrelsen fortæller Enhedschef i kontoret for dyresundhed, Mette Kirkeskov Sie, at opsigelsen ikke ændrer billedet væsentligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I dag er ikke anderledes end i går set fra vores perspektiv. Aftalen vi har udløber først ved udgangen af 2024, siger Mette Kirkeskov Sie.

Daka har da også meddelt at man naturligvis honorerer aftalen indtil udløb, men hvem der så skal stå for beredskabsaftalen herefter er endnu uafklaret.

- Det er det vi arbejder på: At vi fortsat har et effektivt beredskab med den fornødne kapacitet til at bortskaffe døde dyr. Vi har lige nu en aftale med Daka på området, men i og med den udløber ved udgangen af 2024 er vi i forvejen i gang med at forberede os på et nyt udbud. Og i den proces er vi selvfølgelig i dialog med de relevante aktører, der er på markedet, fortæller Mette Kirkeskov Sie.

Hvorvidt de relevante aktører skal findes indenlands eller udenlands kan Mette Kirkeskov Sie ikke sige endnu, men hun oplyser, at Fødevarestyrelsen oftest udbyder på EU-niveau ifølge de gældende regler på området.

- Vi er i hvert fald trygge ved, at vi har en proces, der kan afdække hvilke muligheder vi har fremadrettet. Men ingen af os kan spå om prisen på en ny aftale i en ny konkurrencesituation, siger hun.