Når Agromek om en måneds tid åbner, er der fuldt hus i 11 haller med i alt 517 stande. Alligevel bliver det uden flere store virksomheder, som ellers normalt ville være på plads i Herning. Blandt andet er to af landets allerstørste inventar-virksomheder, Egebjerg International og Jyden, ikke med, men også DLG har truffet beslutning om helt at blive væk i år.

Ingen politisk vilje til at udvilke landbruget

For Egebjerg International og Jyden samt enkelte flere er der tale om en protest mod, at udstillingen er placeret næsten samtidig med EuroTier, der for blandt andet inventarbranchen er et vigtigt internationalt udstillingsvindue.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi var en del, der meldte klart ud, at vi ikke ville deltage i dette års Agromek under de konditioner, vi blev budt og på grund af den forvirring, der har været de seneste par år om udstillingen. Desværre er opbakningen bag vores protest ikke så stor længere, for jeg kan se, at flere fra gruppen har valgt at udstille, og det, synes jeg, er ærgerligt, siger direktør Jens Agergaard, Jyden.

- Med to udstillinger oven i hinanden har vi måttet vælge. Og da har vi egoistisk set på, hvordan vi bedst udvikler vores virksomhed. Set i lyset af, at der i Danmark hverken er politik eller finansiel vilje til at udvikle landbruget, har vi valgt at styrke vores internationale afsætning.

- Vi synes heller ikke, at vi i disse tider kan tillade os at bruge nogle millioner kroner på en ekstra udstilling, siger Jens Agergaard.

- Men vi støtter naturligvis 100 procent op om vore danske kunder. Det samme kan man ikke sige om den politiske og finansielle opbakning.

Agromek er uklar i sin strategi

- Jeg synes heller ikke, Agromek er klar i sin strategi. Man har valgt én samlet udstilling. Men så er det en kæmpefejl at placere det oven i Eurotier, siger Jens Agergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lad dog udstillingen forblive i januar. Hvis man har ønsker om at have en international udstilling, skal man ikke lægge den samtidig med en større international udstilling som EuroTier, siger Jens Agergaard, der mener, at LIB-udstillingen er den direkte årsag til, at Agromek flyttede til november for at udkonkurrere LIB.

Kan ikke trække udenlandske forhandlere til

- Det er ikke, fordi vi ikke ønsker at deltage på Agromek, men tidspunktet er svært for os. Internationalt har vi brugt Agromek til at trække udenlandske forhandlere til Herning, men det bliver svært, når de lige har været på EuroTier, siger markedschef Carsten Rasmussen, Egebjerg International.

- Vi har valgt at udstille på EuroTier. Vi har en stor eksportandel, og derfor er det en vigtig udstilling for os. Når vi kommer hjem derfra, skal vi følge op på alle kontakterne, vi har fået, og det har vi ikke ressourcer til, hvis vi straks derefter skal på en ny udstilling. Så går der for lang tid, inden vi får fulgt op på kundeemnerne, siger Carsten Rasmussen.

Jeres danske kunder kommer måske også til EuroTier?

- En del gør i hvert fald, og vi sender to busser med danske kunder til Hannover.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tidspunktet er en bremseklods

- Sidst var det planen at holde Agromek for husdyr modsat de år, der var EuroTier, og det var en god idé at holde Agromek-temaerne modsat Agritecnica og EuroTier. Siden har der været flere skiftende udmeldinger og senest, at Agromek skal være én stor samlet udstilling. Men man har samtidig placeret den i november, så den næsten falder sammen med EuroTier.

- Men dermed vil vi ikke afvise, at vi kan komme tilbage, for Agromek er et godt koncept. Tidspunktet er dog en bremseklods for vores vedkommende. Men lad os se - der kan komme nye udmeldinger inden næste gang om to år, siger Carsten Rasmussen.

Koncernbeslutning om ikke at udstille

DLG har også valgt at disponere anderledes i år. Sidste år havde man ellers valgt, at alle datterselskaber, blandt andet Kongskilde, Vitfos, Dankalk, skulle udstille på en stor fælles stand.

Men i år er der truffet en koncernbeslutning om ikke at udstille.

- Det er besluttet at prioritere brugen af markedsføringsmidlerne anderledes, siger presse- og kommunikationschef Else Damsgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I stedet disponerer hvert selskab over, hvordan de får mest synlighed for pengene, og flere af selskaberne har arbejdet sammen om nogle arrangementer. Blandt andet majsdage, siger Else Damsgaard og tilføjer, at der med dette år beslutningen ikke er taget stilling til, om DLG om to år vender tilbage til Agromek.

En lidt træl situation

Hos Agromeks ledelse synes  man, at det er en lidt træls situation, at nogle virksomheder har været så utilfredse, at de ikke udstiller i år.

- På et udstillermøde var der enighed om, at Agromek kun skal holdes hvert andet år, og at det skal være en international udstilling. Og så kan det kun blive i november måned, selv om det ikke er det optimale for alle, siger Jan Tjørnelunde Pedersen, direktør i Agromek.

- Der var nogle, der var utilfredse, men andre toneangivende inden for inventarbranchen bakkede op om beslutningen.

- Det vil nok være umuligt at gøre alle tilfredse, men den store kerne af udstillere er med. Derfor er det da alligevel træls, når enkelte ikke vil være med, siger Jan Tjørnelunde Pedersen, der også beklager, at Agromek de seneste par år har meldt forskellige beslutninger ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kan Agromek ikke flytte tilbage til januar?

- Så vil virksomhederne med markmekanisering ikke deltage. Så får de ordrerne så sent ind, at de ikke kan nå at effektuere dem til sæsonen. Der er sket meget de seneste 30 år. Virksomhederne er ikke længere lagerproducerende. Derfor skal de have ordrene ind tidligere for at kunne nå at producere maskinerne, siger Jan Tjørnelunde Pedersen.