Til trods for, at Danmark ikke er et fysisk stort land, inden for det europæiske traktor-salg, så betyder danskernes mening om traktorer alligevel noget hos de europæiske traktorproducenter.

Siden foråret 2017 har Stadil Maskinstation nemlig kørt test med den nye Axion 900-serie fra Claas, som netop er blevet præsenteret i Tyskland til et pressemøde for den europæiske landbrugspresse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden er den nye touch-terminal en fornøjelse at arbejde med.

- Søren Ramskov Pedersen, maskinfører hos Stadil Maskinstation.

- Traktoren har nu kørt 750 timer, og det er gået rigtigt godt, fortæller Søren Ramskov Pedersen, som har været fast chauffør på den 355 hestekræfter stærke Axion 930, som blandt andet har kørt gylle med både 20 og 25 ton vogne, kørt græs og helsæd fra, og forventes at blive spændt for en bigballepresser til høst, inden sæsonen afsluttes med frakørsel af majs.

- Traktoren er godt over tingene, og 930'eren passer fint størrelsesmæssigt til de opgaver vi har sat den til, fortæller den vestjyske maskinfører hos Stadil Maskinstation.

Indtryk fra Danmark

Det hele begyndte da Claas ønskede at få den nye traktorserie på test i Danmark.

- Vi lavede en aftale med Stadil Maskinstation om at afprøve Claas-traktoren, da de er kendte med vores produkter, og derfor har et godt grundlag til at mærke og se forbedringer og mangler på den nye serie. Derfor har vi haft et tæt samarbejde i løbet af 2017, hvor fabrikken har været med på sidelinjen hos Stadil Maskinstation, fortæller Lars Johnsen, produktchef hos Danish Agro Machinery, som er den danske Claas importør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En ingeniør på en traktorfabrik kan rigtig mange ting på fabrikken, men det med at få følingen med tingene i virkeligheden er oftest langt bedre fra en traktor-chauffør, som har kørt traktor i mange år. De ser tingene fra et andet perspektiv, end ingeniørerne ofte formår, påpeger Lars Johnsen, som er rigtig glad for, at Danmark har været med til udviklingen af den nye traktorserie.

22 liter i timen

Søren Ramskov Pedersen fremhæver blandt andet et fornuftigt brændstofforbrug på den nye traktor, hvor man i løbet af 750 timer har målt 22 liter i timen i gennemsnit:

- Det er jeg ret imponeret over, når man tænker på, at traktoren både har kørt gylle og græs fra, som ofte kræver meget brændstof i form af en stor belastning med gyllevognen, eller i form af en hurtig acceleration med frakørselsvognen.

- Man kan godt mærke, at der ikke er et boost på motoren at tage hensyn til - den er lynhurtig oppe i fart, hvorefter omdrejninger falder helt til 1.400 ved landevejstransport, fortæller han.

Han påpeger også LED-lysparken, som væsentlige forbedringer fra tidligere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Desuden er den nye touch-terminal en fornøjelse at arbejde med, og jeg synes den er let at finde ud af - endda også for afløsere, som måske bare skal køre et par læs en aften. Omvendt kan man også gå ind og finjustere en række områder på traktoren, så jeg synes Claas har ramt det godt med en terminal, som både er let at overskue og samtidigt let at fordybe sig i.