Fyns 20 minkavlere bliver revet med i faldet, selvom øen aldrig har oplevet smittede mink. Avlerne er i chok og oplever tæppet blive revet fuldstændig væk under erhvervet.

Minkavler Jens Jensen oplever regeringen som en flok elefanter i et glashus, der vælter rundt og ikke har styr på beslutningerne og konsekvenserne.

- Jeg føler mig totalt revet over. Jeg gik helt i chok, efter vi fik beskeden onsdag aften på pressemødet. Om natten kunne jeg ikke sove og gik mig en lang tur i nattemørket, fortæller minkavler Jens Jensen, Åskovgaard Mink.

Jens Jensen har fire minkfarme på Østfyn omkring Nyborg og sælger samlet 750.000 skind om året.

I de daglige smittetal fra Fødevarestyrelsen er de fynske og sjællandske farme gået fri. Men efter regeringens beslutning om aflivning af hele landets besætninger ryger de fynske avlere med i faldet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi har på intet tidspunkt været smittet, så vi er så heldige, at vi har mulighed for at pelse som normalt, og sælge skindene, men vi har travlt, for vi har kun 10 dage, inden vi skal være færdige, fortæller den fynske minkavler, der også er næstformand i Fyns Pelsdyravlerforening.

Jens Jensen og hans medarbejdere var allerede i gang med at pelse, da beskeden om total aflivning tikkede ind.

- Vi skynder os at aflive og lægge på frys for at nå det, så kan vi senere tanne skindene. Avlsdyrene venter vi med til allersidst, siger han.

Alle landets mink skal være aflivet inden fristen 15. november.

Arbejdsløse medarbejdere

Selvom han i modsætning til sine jyske kollegaer har mulighed for at sælge skindene, er der kun lidt at glæde sig over.

- Tæppet er fuldstændig revet væk under mig. Denne beslutning kommer også til at gå ud over en stor flok medarbejdere, hvor ikke alle har lige nemt ved at finde et andet arbejde, hvor de passer ind. Mange af dem stod med tårer i øjnene, da jeg fortalte dem om situationen. Flere af dem sagde til mig: hvor skal jeg nu finde arbejde, jeg kan ikke så meget andet, siger han.

Som arbejdsgiver er han bekymret for de medarbejder, der står uden uddannelse, mens andre nok skal komme videre.

Åskovgaard Mink beskæftiger mellem 5-23 medarbejder afhængig af pelssæsonen.

Fuld kompensation

Jens Jensen gør også opmærksom på, at beslutningen kommer til at gå ud over en lang række følgeerhverv, der har leveret varer og tjenesteydelser til minkbranchen.

- Hele foderbranchen bliver hårdt ramt. Jeg køber for eksempel for halvanden til to millioner kroner foder om måneden i sommerhalvåret, så det kommer til at gå ud over fodercentralen. Der er også en lang række mindre virksomheder, som for eksempel lokale håndværkere, som har minkavlere som kunder, dem mister de nu, siger han.

Jens Jensen har endnu ikke haft tid til at tænke på, hvordan fremtiden ser ud.

- Mit levebrød forsvinder fuldstændig for mig. Jeg forstår ikke myndighedernes beslutning, men jeg retter ind og gør, hvad vi får besked på, siger han.

- Men det er en dyr omgang, politikerne har gang i for øjeblikket, Jeg forventer fuld kompensation, og det gør min kollegaer også, siger Jens Jensen.