Landbruget er påvirket af mange udefrakommende forhold - sådan har det altid været. Vejr og vind, politik og konflikt, udbud og efterspørgsel. Det handler om at kunne navigere i disse forhold og kunne træffe de rigtige beslutninger, skriver Landbo Limfjord i oplægget til debatmødet 28. oktober.

- For at gøre os klogere på, hvad der foregår rundt i verden, er Landbo Limfjord vært for verdensøkonomimødet og har inviteret chefanalytiker i AgroMarkets, John Jensen og landbrugsdirektør i Nykredit, Poul Erik Jørgensen til at give indlæg og gøre os klogere på verdensøkonomien lige nu, og hvad vi måske kan forvente os af 2020, skriver landboforeningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De to indlægsholdere vil blandt andet stille skarpt på risikominimering ved at arbejde med konkrete strategier, samt hvilke afkastkrav man bør stille til sin landbrugsvirksomhed. De vil sætte fokus på de ting, man kan sætte i spil hjemme i egen virksomhed, så du går hjem med noget at tænke over.

- Strategier hjælper os til få strømlinet vores handlinger og beslutninger, så vi dermed maksimerer afkastet og minimerer ubehagelige overraskelser, siger økonomikonsulent Christian R. Paulsen.

Landbo Limfjord opfordrer alle interesserede til at tilmelde sig arrangementet, og få større indsigt i hvad der sker i verdensøkonomien samt benytte muligheden for at stille spørgsmål til indlægsholderne.