Chefredaktør, Rasmus Dalsgaard, sætter fokus på konsekvenserne ved en højere arveafgift.

Den nye regering er ved at udstikke en kurs, som historisk set kun har ført én vej, nemlig mod den økonomiske afgrund.

Der ligger en dybt naiv forestilling bag den nye socialistiske regerings planer om at hæve arveafgiften til 15 procent. Tilhængere af forslaget udtrykker ofte en forestilling om, at der nærmest er tale om en bankbog, man bare kan hæve fra, og så er den grimme misundelse også ombord. Tilhængere af en høj arveafgift har svært ved at forlige sig med, at nogle mennesker får overdraget større værdier, end de selv har udsigt til.

Ønsket om en høj arveafgift bunder således hos mange i en primitiv følelse, som efter 1970'ernes katastrofale økonomiske kurs ellers i mange år har været nedtonet, fordi der heldigvis fra midten af 1980'erne opstod en forståelse for de store samfundsøkonomiske skadevirkninger, der altid følger med, når magthavere konfiskerer almindelige menneskers værdier. Alligevel ønsker Enhedslisten en afgift på 30 procent.

Store formuer er normalt ikke placeret på en bankkonto, der bare kan hæves fra. Værdierne er typisk placeret i virksomheder, herunder landbrug, som giver arbejde og eksportindtægter og skattekroner. Der er allerede betalt skat under vejs, og i mange tilfælde vil det være umuligt at finansiere en så stor arveafgift, som der nu foreslås. De samfundsøkonomiske konsekvenser kan blive alvorlige - blandt andet virksomhedslukninger, fordi det bliver vanskeligt at finansiere arveafgiften, men også manglende udvikling af virksomheder.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Der bliver kort sagt færre penge til velfærd.

Ud over de negative økonomiske konsekvenser af en høj arveafgift, er der også et moralsk problem.

Nogle mennesker har haft mere held end andre, når det handler om at opbygge værdier. Men ofte bygger formueforskelle blot på livslang forskellige prioritering. Nogle mennesker rejser på ferie flere gange om året. Andre rejser aldrig, fordi de knokler med deres livsværk. Firkantet sagt fester nogle, mens andre sparer sammen. Begge dele er fint og hører hjemme under den personlige frihed. Men den politiske moral halter, når den ene adfærd skal straffes med delvis konfiskation efter døden.

Konfiskation hører hjemme i en rendyrket kommunistisk/socialistisk verden og har endnu aldrig ført noget godt med sig. Alle steder i verden, hvor magthavere har grebet til konfiskation, er resultatet hurtigt blevet armod og mangel på selv basale livsnødvendigheder. Og i kølvandet er næsten altid fulgt politiske overgreb af en karakter, som vi næsten ikke kan forestille os i Danmark.

Arveafgift er konfiskation og vil gøre os allesammen fattigere.