Midt i den grønne natur på Midtsjælland startede familien Møller for 70 år siden, noget som i dag har fået internationalt fokus.
For Mølbro startede som en smedje, men har gennem tiden udviklet sig til at forarbejde 3300 tons stål om året til sliddele til landbrugsmaskiner. Og dem vil man gerne købe rundt om i hele verden.
- Vi eksporterer til 40 lande, herunder Indien, fortæller fabriksdirektør Carsten Jensen, mens han viser Maskinbladets reporter rundt i produktionen.
Tre erfarne ejere
Vi er i Broby lidt uden for Sorø, og her har Mølbro ligget siden starten.
Virksomheden var frem til januar 2018 familieejet. Men en konkurs betød, at de tre ejere: Kaj Pedersen, Peter Hansen og Peter Pedersen overtog Mølbro, der i dag hedder Mølbro Productions A/S.
- Vi kendte Mølbro som et godt brand, som også var kendt ude i verden. Derfor var vi ikke i tvivl om potentialet, da vi fik mulighed for at overtage det, fortæller den ene ejer, Peter Pedersen.
Han har selv drevet Thyregod A/S samt Agrometer A/S, og ligesom de øvrige ejere, Kaj Pedersen Dalbo A/S og Peter Hansen Cormall Agro A/S, har han årelang erfaring i branchen. Det betød da også en del for staben af medarbejdere ved overtagelsen.
- Vi så det som en stærk løsning, at vi overgik til tre så erfarne danske ejere og ikke et udenlandsk investeringsselskab. De tre ejere har et godt ry i branchen og er kendt for stabilitet. De gør, at vi ser lyst på Mølbros fremtid, siger Carsten Jensen.
Medarbejderne er nøglen
Det er dog alene ejerskabet, der har ændret sig, for mange af de ansatte fulgte med i købet. Og det var helt afgørende for de nye ejere.
- Det var vigtigt for os som nye ejere, at nøglemedarbejderne fulgte med i købet. For vi så et kæmpe potentiale i virksomheden, men det var i høj grad på grund af den velfungerende medarbejderstab, fortæller Peter Pedersen. Det er fra lokalerne i Sorø, at stålet bliver til kvalitets sliddele, og samme sted, de bliver solgt til landbrug i hele verden. Rusland, Frankrig, England, Tyskland - de ansatte i salgsafdelingen har styr på kunderne fra samtlige lande. 10 procent af produkterne bliver afsat i Danmark. Resten ryger til udlandet. For nogle år siden valgte man at tilpasse teamet, så en række administrative funktioner blev sparet væk.
- For os handlede det om at tilpasse os til markedet, men det handlede også om at styrke det interne samarbejde på tværs af funktioner. Vi har sparet nogle led væk, og det betyder, at samarbejdet glider på en anden måde mellem salg og produktion, fortæller Carsten Jensen.
Har kun én kvalitet
Mølbros sliddele er ifølge Carsten Jensen især efterspurgt på grund af den høje kvalitet.
- Mølbro er kendt for kvalitet, som er begyndt at blive kopieret, fordi den er så populær, fortæller Carsten Jensen.
Og det er medarbejdernes fortjeneste, at man kan levere den kendte kvalitet.
- Vi kan kun lave den kvalitet, vi gør, fordi der er et team bag Mølbro, som tager enormt stort ejerskab for det, de laver - både i administrationen og i produktionen, siger Carsten Jensen.
I en tid, hvor det kunne være fristende at satse på at bringe omkostningerne ned på produktionen og sælge flere og billigere slutprodukter, er Mølbro kompromisløse når det gælder kvalitet.
- Vores mål er ikke at være billige, men at være de bedste, når det gælder kvalitet. Man kan sige det sådan, at Mølbros produkter kun har én kvalitet, siger Carsten Jensen.
Robot på vej
Det er ikke planen at udvide fabrikken i Broby, men det er dog målet at producere mere, end man gør i dag. Det skal blandt andet ske med en ny hjælpende hånd.
- Vi har bestilt vores første robot, som kommer til oktober. Det betyder for os, at vi er på vej til at udvikle os i en fremtidssikret retning, fortæller Peter Pedersen, der understreger, at det altså ikke betyder, at man ønsker at spare på antallet af medarbejdere.
- Håbet er, at vi kan producere mere med det samme antal medarbejdere, vi har nu, siger han.
I løbet af året vil Mølbro styrke salgsindsatsen i udlandet. Samtidig vil de øge synligheden og være mere tilstede på messer og lignende.
- Vi afsluttede et godt 2018 og i år har vi et budget, der ligger 25 procent over sidste år. Vi er ikke i mål, men vi er godt på vej. Vi tror på, det bliver et godt år, siger Peter Pedersen.