Det er ikke altid nemt for økologiske mælkeproducenter at indfri ønsket om, at så meget som muligt af køernes foder stammer fra danske marker. Særligt ikke, hvis køernes behov for protein, vitaminer og mineraler skal opfyldes fuldt ud med danske, økologiske produkter.

Men der er hjælp på vej. Det skriver Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF) ved Aarhus Universitet på fakultetets hjemmeside.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undersøgelser foretaget af forskere fra DJF har set på, om man ved at bruge hjemmedyrkede grovfodermidler med et højt naturligt indhold af vitaminer og mineraler kan dække køernes behov for disse næringsstoffer i økologisk mælkeproduktion.

Resultaterne er lovende og den nye viden kan bringe de økologiske køer et skridt nærmere den totalt hjemmedyrkede foderration.

- I forsøget var det muligt at opnå et tilstrækkeligt indhold af vitaminer og mineraler i foderrationen til malkekøerne i forhold til fodernormen. Fodringsstrategien var ligeså god eller bedre for køernes foderoptagelse, mælkeproduktion og reproduktion end en traditionel økologisk strategi med tilskud af vitaminer og mineraler, siger seniorforsker Jakob Sehested fra Institut for Husdyrbiologi og -sundhed ved DJF.

Iblander cikorier, vejbred og lucerne

Mange økologiske landmænd løber ind i problemer på grund af stærkt begrænsede muligheder for at indkøbe økologiske tilskudsblandinger. Forskerne udarbejdede derfor en foderstrategi, i hvilken grovfoderet kan forsyne køerne med de nødvendige mineraler og vitaminer.

Den hjemmedyrkede forsyning af vitaminer og mineraler blev klaret ved at grovfoderet bestod af en ensilerede blanding af græs, kløver, cikorier, vejbred og lucerne. Denne blanding blev sammenlignet med en traditionel økologisk fodring, hvor grovfoderet bestod af en ensilerede blanding af majshelsæd, byg-/ærtehelsæd, græs og kløver suppleret med vitamin- og mineraltilskud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultaterne viste, at køerne på den hjemmedyrkede forsøgsblanding havde fuldt ud ligeså god en sundhed og produktion som køerne på den traditionelle økologiske fodringsstrategi.