Det går godt med salget af de grønne John Deere, så godt, at bestilles der en traktor efter Agromek, kan den først leveres til sommer.

Går du og overvejer at investere i ny John Deere 8R til gyllevognen, dybdeharven, ploven eller noget helt fjerde til foråret, så er løbet faktisk kørt. På Agromek kunne Herborg Smede- og Maskinforretning nemlig give håndslag på den sidste John Deere 8R, som forretningen kan levere inden forårsarbejdet.

Maskinbladet var forbi da Kjærs Maskinstation og Entreprenør i Skjern lavede det endelige håndslag på Agromek på netop den traktor, som maskinstationen skal have leveret til gyllekørsel til foråret.

- Denne John Deere 8370R er den sidste vi kan levere inden forårsarbejdet. Bestilles der en traktor i morgen, kan vi først levere den efter sommeren, fortæller Keld Andersen, med-indehaver af Herborg Smede- og Maskinforretning, som kan fortælle om et godt Agromek med 13 solgte traktorer, to mejetærskere og sprøjte hos Herborg Smede- og Maskinforreting.

Skal kunne holde

Per Kjær og Carsten Mouridsen fra Kjærs Maskinstation og Entreprenør fortæller, at traktoren er købt i ren handel, og det faktisk er blevet en tradition, at afslutte en handel på Agromek, da dette er tredje gang i træk, at maskinstationen gør det.

- Det er vist blevet til en tradition, fortæller Per Kjær.

At valget igen faldt på John Deere skyldes et godt forhold til Herborg Smede- og Maskinforretning samt et godt indtryk af John Deere.

- Vi fik leveret en John Deere 8345R til foråret 2018, og den har nu kørt 1.600 timer uden problemer, fortæller Carsten Mouridsen.

- Det er meget vigtigt for os, at vores traktorer kan kører i mange timer og holde i mange år, og det tror vi er muligt med John Deere. Komfortmæssigt er vi i hvert fald godt fremtidssikret med John Deere.