Problemer på det engelske marked har som bekendt slået Danish Crown kraftigt tilbage i selskabets ambitioner om at levere en afregning, der er 60 øre højere, end de europæiske konkurrenter kan præstere.

- Vi tror stadig på, at vi kan løfte noteringen med 60 øre over fem år, selvom vi er sat tilbage på kort sigt. Men vi tror på, at vi når derhen, sagde Danish Crowns CEO Jais Valeur, da han talte onsdag på Svinekongres 2017.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han løftede i den forbindelse lidt af sløret for koncernens regnskab, som offentliggøres den 23. november.

- Det bliver bedre end bedre end budgetteret. Forrentningen af kapitalen bliver over 10procent. Soliditeten bliver 30 procent blandt andet ved at reducere varelagre, sagde han.

Regnskabet vil også vise en ekstraordinær indtægt på 527 millioner kroner fra salget af Plumrose.

- England har drillet, men der er grund til optimisme for det år, vi lige er startet på, sagde han og tilføjede, at Danish Crown skal være foran sine europæiske konkurrenter.

Danish Crown har dog været cirka 10 øre bagud i forhold til det øvrige Europa, men betydeligt mere i forhold til Tyskland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det engelske problem

Problemerne i det engelske Tulip begyndte stort set lige, da Jais Valeur var tiltrådt i Danish Crown.

- Vi tabte på et tidspunkt en million pund om ugen. Da sov jeg ikke ret godt. Faktisk slet ikke nogle nætter, for vi vidste ikke, hvor vi endte. Men vi har heldigvis fået rettet det op igen. Vi har skiftet 24 ledere. Vi er tilbage, og vi tjener penge. Men det har sat sig i vores notering, for 20 procent af vores forretning er i England. Derfor er det vigtigt at lykkes på det engelske marked, som heldigvis bidrage fornuftigt på positiv vis i det kommende år. Det er jeg overbevist om, sagde Jais Valeur.

Desuden er Danish Crown forberedt på forskellige udfald af det engelske brexit.

- Vores engelske forretning skal kunne fortsætte, hvis det bliver et hard brexit, så vi arbejder på begge spor, så vi har en engelsk forretning, uanset hvordan udfaldet bliver-

Vanskeligt næste år

Alligevel har noteringen været høj det seneste års tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jais Valeur gennemgik baggrunden for, at notering trods alt har været høj, men han forudså samtidig, at det bliver betydeligt vanskeligere at opnå høje priser i det kommende år, fordi prisen det seneste år blandt andet har været drevet en del op af en mindre opbremsning i svineproduktionen i Europa på 0,4 procent.

- Det har givet større slagtekapacitet i forhold til mængden af grise, og det har drevet priserne opad. Desuden har valutaforhold spillet ind. Det skal vi være opmærksomme på i det kommende år, sagde Jais Valeur.

Han fortæller også, at de høje priser har fået mange store kunder til at spare på råvarerne. Eksempelvis har en pizzakæde reduceret antallet af pepperoniskiver fra 23 til 20 på deres pizzaer.

Det viser, at vi har sat priserne tilstrækkeligt op, når kunder skærer næsten 15 procent af forbruget væk. Nu er udfordringen, at vi skal ud og have lagt tre skiver på pizzaen igen. Det vil sige, at vi skal jagte volumen og forsøge at fastholde priserne, sagde Jais Valeur.

USA øger

Blandt udfordringerne i det kommende år er ifølge Jais Valeur udsigten til en udvidelse af svineproduktionen i USA på fire-fem procent, fordi der ikke er udsigt til, at forbruget vokser tilsvarende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder, at den ekstra mængde skal afsættes på andre markeder, og med en lav dollar bliver det et problem for Danmark, forudser Jais Valeur.

Det kommer også til at spille ind på priserne næste år, at der er udsigt til en stigende svineproduktion i Europa næste år.

Til gengæld forventer han en stabil afsætning til Japan, mens han har mere svært ved at aflæse udsigten på det kinesiske marked, blandt andet fordi det er svært at få data.

- Men vi har et fornuftigt salg i Kina, konstaterer Jais Valeur og tilføjer, at Danish Crown satser kraftigt på et opnå et ganske betydeligt salg på udvalgte markeder i Kina.

- Vi står med en unik mulighed på grund af markedsdynamikken og har allerede en omsætning på 4,6 milliarder kroner i Kina. - Det er en femtedel af den danske eksport til Kina, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra to til fire hjul

Jais Valeur lagde ikke skjul på, at han synes Danish Crown havde lige lovligt meget baghjulstræk, da han tiltrådte for to år siden.

- Der var eksempelvis for meget fokus på fersk kød. Vi skal have meget mere fokus på kunderne med mere forædling - det betyder ikke, at vi skal være forhjulstrukne, men at vi skal være firehjulstrukne, siger han med reference til Danish Crowns strategiplan 4WD.

- Baghjulstrækket er allerede i gang. Nu skal vi have forhjulenee i gang ved at øge forædlingen, sagde han.

Sammenlægninger

Jais Valeur har også arbejdet meget med i højere grad at agere som ét selskab ved at sammenlægge funktioner, som tidligere var spredt på forskellige afdelinger.

- Det har allerede givet besparelser. For eksempel har vi sparet 500 millioner kroner ved at pulje indkøbsafdelinger og få en mere professionel indkøbsorganisation, fortalte han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammenlægninger giver ifølge Jais Valeur også Danish Crown mere styrke i dialogen med de store kunder.

Generobre Danmark

Det er også Jais Valeurs ambition at gøre Danish Crown større på det danske marked.

- Vi skal være markedsleder i flere kategorier på det danske marked. Man kan ikke have succes på eksportmarkeder uden et godt hjemmemarked. Derfor har vi en opgave med at få genoprettet vores position på det danske marked, sagde han.

Foruden Danmark er fokus på England, Sverige og Polen, som Jais Valeur betragter som en slags hjemmemarkeder.

I England har han en klar ambition om at blive markedsleder igen

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden er målsætningen at gøre Danish Crown førende på det globale marked inden for kategorier som bacon, pepperoni, kødkonserves og snacks.