En særligt lav fuldfodervogn og en 36 kubikmeters vogn var Trioliets nyheder på Agritechnica.

På Agritechnica viste Trioliet to nyheder, som ifølge virksomhedens PR-manager, Jeroen Meijerink, har relevans for Danmark.

Dansk importør er Stenderup A/S.

Jeroen Meijerink fremhæver den 20 kubikmeter store nyhed, som har fået den lidet mundrette modelbetegnelse Solomix 2 2000L VLL Feed Mixer.

Det særlige ved denne fuldfodervogn er, at hjulene er placeret på siden af vognen, så den dermed bliver særligt lav.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det giver en lav læssehøjde på 2,76 meter, og den lave højde går det muligt at anvende vognen i gamle stalde uden stor port- og loftshøjde, siger Jeroen Meijerink.

Gamle stalde

- Selvom der i Danmark er mange moderne stalde, er der ofte en ældre bygning, som stadig anvendes, og hvor det er en fordel, at en fuldfodervogn kan kommer ind, tilføjer han.

- Modellen kræver kun en traktor med 105 hestekræfter, og vi anbefaler modellen til besætninger med op til 200 køer, siger Jeroen Meijerink.

Han tilføjer, at der er flere muligheder med hensyn til aflæsning.

- Der kan læsses hurtigt af med bælte, eller der kan læsses af med en elevator, hvis man har behov for større aflæsningshøjde, eller hvis der skal læsse foder af på længere afstand fra vognen.

Ny model

Den nye 36 kubikmeter vogn er den største to-sneglede blander i Trioliets program.

Denne model er en X-range model, som betyder, at den er udstyret med ekstra kraftige gearkasser, aksler og chassis samt tykkere karsider og snegle. Den har en 1000-omdrejningers drivlinje og reduktionsgear med oliekøler som standard.

Den nye fuldfodervogn kommer i to versioner, som har fået navnene Solomix 2, 3600 VLX-T og 3600 ZKX Feed Mixer.

- Det er en model, der er relevant, hvor staldhøjde og -bredde ikke er et problem. Den er 3,54 meter høj, og den er 3 meter bred. Den er 8,29 meter lang, fortæller Jeroen Meijerink.

Han fremhæver desuden, at det er på grund af de store dimensioner, at den er ekstra stærkt bygget.

Den kan fås med aflæsning foran eller på siden - eller en kombination af de to.

Den kræver 175 hestekræfter.

Tre snegle

Trioliets tre-sneglede blandere fås op til 52 kubikmeter som bugserede vogne og op til 80 kubikmeter som stationær blander til eksempelvis biogas.

Energieffektiv fabrik

Jeroen Meijerink fremhæver desuden, at Triopliet har gjort en stor indsats for at sikre en energioptimal produktionspres ved fremstilling af fuldfodervogne på fabrikken i hollandske Oldenzaal.

- Der er monteret 4.400 solpaneler, som producerer 1,2 megawatt, så det betyder, at vi er selvforsynende med energi i vores produktion, siger Jeroen Meijerink.

Produktionen er desuden blevet ratiionaliseret.

- Før fik vores produkter to lag coating i to separate arbejdsgange med lang tørretid imellem. Nu foregår det i én arbejdsgang, hvilket betyder, at det er meget mere energieffektivt, siger Jeroen Meijerink.