Bacheloropgave har vundet pris for at vise, at man kan avlsvurdere køers temperament ved brug af malkerobot-data.

Nyuddannet professionsbachelor i husdyrbiologi fra Erhvervsakademi Aarhus, Rasmus Skovgaard Stephansen fra Lemvig, vinder JID-pris for bachelorprojekt om avlsvurdering af kvægs temperament med brug af data fra automatiske malkesystemer (AMS).

Den 27-årige prismodtager er opvokset på en kvæggård ved Lemvig og udarbejdede vinderopgaven "Avl for forbedret temperament ved malkning med data fra AMS" som led i sin uddannelse til professionsbachelor i husdyrbiologi, da han var i praktik hos Seges Kvæg Team Avlsvurdering i Skejby.

Jeg synes, det er vigtigt at optimere den måde, vi avler på, så vi kan skabe de bedste og sundeste produktionsdyr.

- Rasmus Skovgaard Stephansen

1200 køer

I sin opgave har Rasmus Skovgaard Stephansen lavet statistik på 12.500 malkekøers temperament ved hjælp af data fra automatiske malkesystemer, som ingen før har gjort brug af til avlsarbejde. Ambitionen er at bruge temperaments-tallene som et ekstra værktøj i avlsvurderingsprogrammet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Projektet har givet mig blod på tanden til blive endnu klogere på avlsværdivurdering, siger Rasmus Stephansen.

Til september skal han læse videre til kandidat i agrobiologi på Aarhus Universitet.

Landmand til kandidat

- Selvom man er landmand, kan man godt ende med at blive kandidat. Min drøm er at arbejde med at udvikle dansk kvægavl og det kræver en lang videregående uddannelse, siger Rasmus Stephansen, der står for kvægavlsprogrammet hjemme på forældrenes gård.

- Jeg synes, det er vigtigt at optimere den måde, vi avler på, så vi kan skabe de bedste og sundeste produktionsdyr, siger han.

Med prisen for opgaven fulgte en check på 5.000 kroner, som Rasmus Stephansen vil bruge på en roadtrip til USA, hvor han blandt andet skal besøge en kvægfarm i North Dakota, hvor han for nogle år siden arbejdede som cowboy.